27 / 173
Det skumrer ove r Byen. Ga d e n er stille og kølig. Fra Bevær tni n
ge rne kommer Støj og Musik og o p p e f r a Lejlighederne høres Radi o
s t a t i one r imellem hinanden.
Først om Af t enen kan man rigtig se, hvor lang Ga d e n er. Den
er en Uendel ighed. De roppe i St uerne er de smaa kommet i Seng,
og de voksne har f a a e t Flasker pa a Bordet. De halvstore er i Vejen.
G a a ned pa a Gaden , biir de r sa g t til dem, og saa har Vera og
Lillian f a a e t en Frakke pa a og er b levet send t ned.
P3er s t aa r de ved Porten til Uende li gheden og har a t forblive paa
d e t højre Fortov. Det er Gr a ave j r ude og inde. De ønsker d e t vilde
st yr t regne , saa de kunde f aa Lov a t ga a op igen. Der e r ikke ret
mange Børn pa a Gaden , ingen a t lege med. De ga a r en Tur op til
Ves t e r brogade , hvor de r e r Folk og Sporvogne og Biler, og de r s taa r
d e og kigger lidt ove r til Ca rl ton.
— Den er f o r bud t for Børn, siger Lillian for a t unde r s t r ege a t
d e ikke kunde væ r e g a a e t ind, selv om de havde ha ft Penge.
De vende r om og driver ned ad Ga d e n igen. Tiden skal ga a med
noge t . Lillian, som er den æl ds t e , for tæl l e r Vera nog e t om Skolen.
— Drengene e r saa dumme , synes hun. Det er hende mag t pa a -
l iggende, a t Vera forstaar, hvor ombe j le t hun er. Men Vera er t r æ t
i sit Hovede og søvnig.
Af t enen er en Uendel ighed.