54 / 175
60
VEDTÆGTSBESTEMMELSER
bygning. Saadan Risiko va r oprinde lig ikke dækket ved det
gensidige Ansvar, og de forsikrede havde heller ingen S temme
ret som Interessenter. Assuranceværdien skulde svare til Vær
dien af de anvendte Materialer med Tillæg af Transportudg ifter
og Arbejdsløn. Ved Brandskade r godtgjordes Forske llen mellem
denne og Værdien af de tilbageværende Bygninger og Mate
rialer. Fra 1903 blev ogsaa denne Risiko inddrage t und e r det
gensidige Ansva r1). Da eventuelle B randskade r baade direkte
— ved at indføre Indgreb i Fo rmuen — og indirekte — ved
Ildens Udbredelse til Naboejendomme — i sidste Instans kunde
paavirke samtlige Interessenters Interesser, fandt man ingen
Anledning til at opretholde en Særstilling. Dertil kom, at et
forelagt — og 15. Maj 1903 vedtaget —Lovforslag om komm u
nale Skatter gjorde gensidige Forsikringsforeninger skatteplig
tige, naar de overtog Assurancer, som var holdt udenfor de
gensidige Forpligtelser*).
Fra 1904 ha r Brandforsikringen medtaget »faste Genstande«
und e r denne Assurance2).
Ifølge Vedtægtens § 12 kunde to eller flere Bygninger, m a
trikuleret unde r et enkelt Numme r, indtegnes som ligesaa mange
enkelte Forsikringer, naa r de var af G rundmu r , forsynet med
b rand frit Tag og adskilt ved et m inds t 15 Alen b red t ube
bygget Areal eller ved en Brandgavl uden nogensomhe lst
Aabning. Kun i Bygningskomplekser, som ikke husede b r a n d
farligt Næringsbrug, kunde Direktionen undtagelsesvis se bort
fra Tilstedeværelsen af Aabninger, forsynet med dobbelte, tæt
sluttende og selvlukkende J e r n d ø r e 3).
I 1902 ønskede Brandforsikringen at lempe disse Bestem
melser. Det almindelige Krav —uden Aabninger — fandt den,
kunde udelades. Da Bygningsautorileterne var tilbøjelige til
uden Hensyn til Virksomheder eller Næringsbrug, som efter
Brandforsikringens Ta rif medførte Tillægspræmie, at tillade
Forbindelse mellem flere E jendomme paa samme eller til
stødende Matrikelnumre, besluttede man ogsaa for Assurancens
*) Jvfr. Lov 10A 1922.