5(3
liaardnakket Modstand, fordi Anskaffelse af større Kedler, Opførelse af liøjere Skor
stene, Anvendelse af bedre Brændsel medfører anselige øjeblikkelige Udgifter, i
mindre Bedrifter ogsaa ofte fordi Fyrbøderen, der har andet Arbejde ved Siden af,
ikke altid kan anvende fornøden Tid og Omhu paa Fyringen. Trods talløse Op
findelser af automatiske Indfyringsapparater, Underfeed Stokers, Apparater til
Varmluftstilførsel, Dampinjektorer og andre tekniske Foranstaltninger til Befordring
af regelmæssig Indfyring og bedre Udnyttelse af Brændselet, lindes der endnu h e r i
Byen, ogsaa i den indre By, ikke faa Fabriksskorstene, der udsende langt større
Køgmassei end rimeligt. At ogsaa de talrige Husskorstene yde et ikke uvæsentligt
Bidrag til Byluftens Fordærvelse, er sikkert nok; den tiltagende Benyttelse af
Kokes som Brændselsmateriale og væsentlige Forbedringer af Kakkelovnenes Kon
struktion saavelsom den voksende Anvendelse af Gasfyring har dog utvivlsomt med
ført, at denne Røgkilde ikke har saa stor Betydning
som
tidligere.Derimod har i
den senere Tid Centralopvarmningen af Privathuse som Følge af det benyttede
Brændsels daarlige Kvalitet hist og her givet Anledning til følelige Ulemper.
En Mangel ved den tidligere Affattelse af Sundhedsvedtægtens § 26 var,
at det som Betingelse for Sundhedskommissionens Indskriden krævedes godtgjort,*
at Røgen forulempede de omboende, og derfor forudsattes, at der fra de omboendes
Side skulde foreligge Klage over Ulempen. Erfaringen havde dog forlængst belært
Sundhedskommissionen om, at disse Klager kun afgav en upaalidelig Maalestok for
Røgulempens Omfang. Ligesaavel som der nu og da kunde fremkomme haard-
nakkede Klager, som Sundhedskommissionen ikke fandt tilstrækkelig begrundede,
ligesaavel hændte det, at der ingen Klager fremkom over Skorstene, hvis R øg
produktion notorisk gik langt ud over, hvad der var rimeligt.
Sundhedskommissionen gjorde derfor Indstilling om en Ændring af § 26
hvorved Kommissionens Ret til Indskriden blev gjort uafhængig af, om der forelaa
nogen Klage eller ej.
Da der ved en af Min. f. off. Arb. under 27. Oktober 1903 udfærdiget Be
kendtgørelse om et Tillæg til Københavns Havnereglement var givet Havnepolitiet
Foiskiifter for Tilsynet med Røg fra Dampskibe i Havnen, der ikke var ganske
konforme med Sundhedsvedtægtens Bestemmelser, ansaa Sundhedskommissionen det
for heldigst, at Ansvaret for disse Bestemmelsers Overholdelse udelukkende kom til
at hvile paa Havnevæsenet og foreslog i Overensstemmelse hermed at lade første
Stykke af Sundhedsvedtægtens § 27 udgaa.
Kommunalbestyrelsens Forslag til Forandring af Vedtægtens § 26 oo- 27
dei under 29. Juni 1908 stadfæstedes af Justitsministeriet, har følgende Ordlyd:
§ 26. 1. Punktum affattes saaledes: „Ildsteder og Skorstene skal
saavidt muligt være indrettede og passes saaledes, at Brugen af dem ikke
medfører Røgulemper for andre. Naar en Skorsten udsender Røg eller Sod i
en saadan Mængde eller af en saadan Beskaffenhed, at det efter Sundheds
kommissionens Skøn er til Besvær for de omboende eller paa utilbørlig Maade
fordærver Luften i Nabolaget, kan Sundhedskommissionen paalægge vedkom
mende Ejer eller Bruger at sørge for, at Ulemperne ophøre inden en vis
bestemt Frist.u
§ 26. 2. Punktum og § 27 1ste Stykke bortfalder.
Ved denne Redaktion af Bestemmelserne ei det bleven muligt for Sund
hedskommissionen, ogsaa uden at der foreligger nogen Klage, at tage Initiativ til
en Undersøgelse; derimod har Ændringen ikke medført nogen Forandring i Sund
hedskommissionens Fremgangsmaade ved Bedømmelsen af de foreliggende Tilfælde,
igesom hidtil er det de af Kredslægen med Politiets Bistand tilvejebragte nærmere