24 / 438
4
fjærnestfe Egne og bringe fremmed Guld til Landet. (Se allerede
„Den politiske Kandestøber“ 2. Act 2. Scene, hvor Gert Bundt-
mager mader til Kompagniers Oprettelse paa Grønland og
Straf Davids, medens Frands Knivsmed holder for, at den
indianske Handel overgaar alt i Vigtighed.)
Sagk}rndige mener, at dette er den svageste Side ved vor
berømte Statsmands Virksomhed, idet den kunstige Opelsken
af danske Fabrikker kostede Staten mange Penge og snart
viste sig at være ganske forfejlet.
Det vilde være trist, om Opfostringshusets Tilblivelse alene
skyldtes Theorier, der forlængst er forladt af alle, og at Stif
telsen saaledes stod som en kuriøs Levning fra den Tid og
de Forhold, vi kender fra Holbergs Komedier.
Dette er heldigvis ikke Tilfældet. Man behøver ikke at
have givet sig meget af med Bernstorff for at faa Øje for hans
menneskekærlige Sind, der var fuldt af Medfølelse mod alle,
der led Kød. Om det nu er denne naturlige Godhed, befrugtet
af Tidens humane Tanker, der er den første Bevæggrund for
ham til at oprette Opfostringshuset, eller det er hans Iver for
at uddanne danske Fabrikanter, vil det være ørkesløst at for
søge paa at udrede.
Men sikkert er det, at ikke blot Gentoftestenen, men
ogsaa denne Stiftelse staar som et blivende Æresminde for
den Mand, paa hvem det Ord er bleven anvendt:
Moerorem
minui, clolorem non potui, nec si possem vellem.
2. F O R B E R E D E L S E R .
Hvor Bernstorff har hentet Ideen til sin Stiftelse, kan ikke
siges; men det laa i Tiden. Franckes Vajsenhus i Halle havde
ynglet, og Opdragelsesanstalter skød op baade i den prote
stantiske og i den katolske Verden, saaledes blandt Janse-
nisterne i Frankrig. En Embedsmand paa Opfostringshuset
udtalte 5 Aar efter Bernstorffs Død, at det var Kongens Ønske,
at denne Stiftelse skulde svare til en Del af Tysklands og
Frankrigs offentlige Indretninger for Ungdommen. Men der
siges ikke, om en bestemt Anstalt har været Forbilledet, hvad
ikke synes at have været Tilfældet.