203 / 329
— 199 -
havns Undertøttelsesforening. Ydes undtagelsesvis Hjælp, bør det
kun være i Tilfælde, hvor Hjælpen kan antages at kunne fri paa
gældende fra paany at søge Fattighjælp, og naar der herom har
fundet Forhandling Sted med Forsørgelsesvæsenet.
II. Til Personer, der
nycler Alderdomsunderstøttelse,
Hjælp ifølge
Fattiglovens § 63 (fortsat
Sygekassehjælp),
Hjælp ifølge
Blinde-
loven
(Lov af 29. Marts 1920), Hjælp ifølge
Tuberkuloselovens § 10
eller
Hjælpekassehjælp,
yder Kjøbenhavns Understøttelsesforening
som Regel
ikke Hjælp, idet disse Arter af Hjælp ydes efter hvert
enkelt Tilfældes Behov. Hvor den af det Offentlige ydede Hjælp
synes for ringe, er det Kjøbenhavns Understøttelsesforenings Op
gave ved Forhandling med Forsørgelsesvæsenet at søge Under
støttelsen forhøjet; kun hvis saadan Forhandling ikke fører til
noget Resultat, vil Kjøbenhavns Understøttelsesforening und
tagelsesvis kunne træde hjælpende til.
Personer, der
har nydt
den her nævnte Hjælp, vil i Trangs
tilfælde være at henvise til paany at søge Hjælp hos Forsørgelses
væsenet, og kun hvis Hjælp derfra ikke vil kunne ydes eller ikke
i tilstrækkeligt Omfang, kan Kjøbenhavns Understøttelsesforening
undtagelsesvis træde hjælpende til.
III.
Anden Hjælp
fra det offentlige Forsørgelsesvæsen udelukker ikke
Hjælp fra Kjøbenhavns Understøttelsesforening; men Forhandling
med den Myndighed under Forsørgelsesvæsenet, hvorfra paagæl
dende oppebærer eller har oppebaaret Hjælp, vil oftest være nød
vendig, forinden Hjælp ydes.
Med Hensyn til
Reglerne om Foreningens Forretningsgang
ud
videdes Afdelingernes Bevillingsret, idet der i Stedet for den siden
Vedtægtsrevisionen 1888 gældende Regel om, at en Afdeling ikke uden
Hovedbestyrelsens Samtykke maatte bevilge over 200 Kr. til samme
Trængende i samme Forretningsaar, indførtes den Bestemmelse, at
Afdelingerne ikke uden Hovedbestyrelsens Samtykke maa give enkelte
Bevillinger paa over 300 Kr. og ikke ved flere Bevillinger til samme
Ansøger yde Hjælp over 500 Kr. i Løbet af et Aar.
Endvidere bestemtes det for at udelukke Enkeltmandsafgørelser,
at ingen Sag maa afgøres, medmindre 2 eller — hvis Enighed ikke kan