69 / 155
66
kunne betragtes som repræsenterende i eminent Grad den
Del af Dødeligheden, i hvilken Individet selv har Skyld
mere eller mindre i Forbindelse med de forhaanden væ
rende Samfundstilstande. Det er nemlig Drankersygdomme
og Selvmord.
Men hvor meget af Skylden bærer ved
disse Individet og hvor meget Samfundet, eller kan der
overhovedet tillægges Individet noget Ansvar særlig ved
Selvmordet? Vi staa her overfor et af Tidens brændende
Spørgsmaal, der har sat Moralstatistikere og Sociologer i
stærk Bevægelse.
Striden har drejet sig om, hvorvidt
der ved den sidstnævnte Dødsaarsag foreligger et Udslag
af mere eller mindre fri Selvbestemmelse eller kun en
Handling, dikteret af Nødvendigheden. Det er den Regel
mæssighed, med hvilken Selvmordene synes at indtræffe,
der har bragt Quetelet og hans Skole (Forsvarerne for
«Determinismen») henimod den Opfattelse, »at Selvmords
bevægelsen i et Samfund som Helhed dikteres af Love,
overfor hvilke den fri Villie staar som tilfældig Aar-
sag».1) Men Regelmæssigheden behøver jo aldeles-ikke
at være Udtrykket for en Naturnødvendigked, der tvinger
Mennesket, men kun for fysiske, økonomiske, sociale
Forhold o. s. v . , som det ingenlunde er umuligt for
Samfundet at modificere, og mod hvilke det under alle
Omstændigheder staar i det enkelte Individs Magt at
kjæmpe — eller at opgive Kampen. Jeg agter dog ikke
at komme nærmere ind paa Stridsspørgsmaalets Kjerne,
men skal kun bemærke, at jeg ikke, — med mindre
man vil stille Mennesket i Række med Dyrene — er istand
til at se, hvorledes et s e l v f o r s k y l d t Aarsagsmoment
1)
Jfr. Oettingens Moralstatistik Pag. 20 og følgd. sam t Kapitelet om
Selvmord Pag. 737—785. Se ogsaa Cl. W ilkens: Sam fundslege
mets Grundlove Pag. 31 og flgd.