130 / 135
Bagefter tog de ældre sig en hvil
i skyggen, mens børnene legede, og
sent på eftermiddagen brød man op
og kørte til
Dyrehavsbakken.
Den
eksisterer endnu, men er undergået
meget stor forvandling i tidens løb.
Når man i vore dage endnu taler om
»teltholdere« er forklaringen, at de
forskellige forlystelser og beværtnin
ger var indrettet i telte og ikke, som
nu, i bygninger.
A f forlystelser var der fremvisning
af vilde dyr, vokskabinetter, mester
jakel-teater, luftgynger og karussei
ler. Et levende indtryk af stemningen
på »Bakken« i gamle dage får man
ved læsning af Oehlenschlågers
»Sanct Hansaften-Spil«.
Naturligvis var det en strålende
oplevelse for børnene at se alt det
spændende, der foregik på dette sted.
De ældre tog den lidt mere med ro
og lod børnene og de unge more sig.
Det var tradition, at man på et eller
andet tidspunkt samledes om
Kirsten
Piils Kilde,
som Dyrehavsbakken
skylder sin eksistens, og drak et glas
koldt og klart kildevand.
Oven på dagens hede virkede den
svale aftenbrise omkring solnedgan
126
gen kølig og forfriskende. Det var
imidlertid nu på høje tid at komme
hjem. Så rullede vognen atter af sted
og standsede først i Hellerup for at
følge en anden skik: Et glas øl ved
beværtningen
Slukefter.
Endelig kom
man til Østerport, rumlede atter ind
i staden, og skovturen var slut for
denne gang.
Det var naturligvis kun for de
mere velhavende, at skovturen for
mede sig på denne måde. De fleste
gik til Østerport, hvor man kunne
komme med en af de såkaldte kaper
vogne til Dyrehaven. De afgik imid
lertid ikke på bestemte klokkeslet,
men først, når vognen var fyldt op.
De, der kom først, kunne derfor risi
kere at måtte vente længe, før de
kom af sted.
Var der heller ikke råd til kaper
vogn, kunne man tilbagelægge vejen
til fods. Mange nåede ikke længere
end til Kalkbrænderiet, hvor en lille
forlystelsespark ved navn »De fatti
ges Dyrehave« lå, omtrent hvor År
husgade krydser Strandboulevarden i
vore dage. Her fandtes en bevært
ning med have og et par gynger. Det
var det hele.