58 / 142
55
tvertimod indtil deres høje Alder fulgte med Tiden og ofte
ved deres Livlighed gjorde de Unge til Skamme. Min Fader
var Landsbypræst med Liv og Sjæl, og det baade, hvad den
gejstlige Virksomhed angik i og udenfor Kirken, og med
Hensyn til Landbruget, som han drev med Indsigt og In
teresse, medens den dejlige Have med sin frie Udsigt skaffede
min Moder en stor Nydelse. Begges Forhold til Sognefolkene
var saa jevnt og hjerteligt, at det faldt af sig selv, at Præ
sten blev kaldt Fader, og Præstekonen baade fik og gav
utallige Foræringer. Alle kom ind i Stuen, men Moder kom
ikke til dem. Fader derimod virkede til megen Velsignelse
ved sine flittige Husbesøg.«
Nøjsomt og tarveligt levedes Livet i den gamle Præste-
gaard. Foran Kanapeen i Dagligstuen stod et rundt umalet
Egebord, Sofa og Stole var forsynede med Hvergarnsbetræk.
Til Præstegaarden hørte 5 Gaarde og 15 Huse med Jord,
alle Husmændene gjorde deres Hovdage. Pastor Graae stod
i et varmt Venskabsforhold til Major Carl Fr. Steensen de
Leth til Egelykke, som laa en Fjerdingvej fra Bøstrup, og
var navnlig i Et og Alt en trofast Raadgiver for Major-
inden, Constance Henriette, født Fabritius de Tengnagel, en
højst elskværdig, dannet og interessant Personlighed. Som
et Vidnesbyrd om Familien Leths Tillid til Pastor Graae
kan nævnes, at denne efter Majorindens Død blev Kurator
for den yngste Søn, Vincents Leth, der havde arvet Steens-
gaard, et Hverv som han løste paa den mest uegennyttige
og retskafne Maade, uden at forlange eller modtage nogen
somhelst Godtgørelse for sin Ulejlighed.
Som allerede nævnt fejrede Pastor Graae i 1849 sit
50-Aars Embedsjubilæum.
I denne Anledning skænkede
hans Embedsbrødre paa Langeland ham en Bibel, indbundet
i grønt Fløjelsbind med Sølvbeslag, i en Dedikation udtaltes,
at den skulde »være et Vidnesbyrd om den Agtelse og
Hengivenhed, der følger Troskab i Kald og Retskaffenhed
i Livet og i Gjerning«. I 1851 fejredes endnu en Festdag i
Bøstrup Præstegaard, idet Ægtefællerne da holdt Guld
bryllup. Efter et Fald paa et Sygebesøg fik han en Nerve
rystelse, der lagde ham i Graven, to Gange tidligere var
han blevet ramt af apoplektiske Tilfælde. Som Tbeolog
var han Rationalist af den ældre Skole, »men redelig og
hæderlig«. Hans Provst udtalte om ham: »der er ikke
ret mange Præster, der med den Iver og Indflydelse i
Menigheden modarbejde Laster og Uordener«.1)
x) P rovsten s E rklæ ring af 29. Jan. 1840 i F yens B ispearkiv, jvfr. V. L iitkens
»Bidrag til L angelands H istorie«, pag. 491.