86 / 205
I. 29. JUNI 1898 -2 4 . MARTS 1909
81
hold ved foreningsmæssig Sammenslutning. I)er stod i Lovene af 1898, at det,
der først og fremmest skulde arbejdes for, var Knytning af Baandet mellem
de kommunale Embeds- og Bestillingsmænd, og Midlet dertil var Selskabe lig
heden; enhver — hvilken Mening han saa end har om Københavns Kommu
nalforenings Betydning i nymodens Forstand med Hensættelsen i andet Plan
af det selskabelige Formaal — vil sikkert indrømme, at Lovenes Hovedfor
skrift paa dette Omraade svarede til Datidens og Tjenestemandens Opfattelse
af Grænsen for, hvad han turde tillade sig og kræve som Ret. Ud fra den
Opfattelse satte man sit Foreningsarbejde ind paa at samle de spredte Kræf
ter og fremme Kollegialitetsfølelsen; Arbejdet fremmedes med Held for A.
C. Øst under hans
11
-aarige Virksomhed som Formand. Ved hans Afgang
kunde det skrives ham til Ære og Tak, at Københavns Kommunalforening
var blevet en stærk Forening, dels ved sit store Medlemstal, dels ved den
Anseelse, som en forsigtig og klog Ledelse havde lagt om dens Navn.
Københavns Kommunes Tjenestemænd, der ved deres Tilslutning ti!
Foreningen ydede Sammenholdstanken den skyldige Tribut, som enhver ret
tænkende Mand har som Pligt at ofre den Stand, som han vel under alle
Omstændigheder anser det for en
Æ r e
at tilhore, knyttedes nærmere til For
eningen gennem Sygekassen, Understøttelsesfonden og Begravelseskassen,
der alt oprettedes i A. C. Østs Formandsaar. Det skyldes ogsaa hans Med
arbejde i Pensionskommissionen, hvoraf han var indvalgt som Medlem i sin
Egenskab af Kommunalforeningens Formand, at den indtil 1919 gældende
Pensionsvedtægt kom til at indeholde gode og humane Bestemmelser.
Et Arbejde, som det, A. C. Øst nedlagde for sin Stand gennem Forenin
gen i de Aar, kunde ikke forløbe uden Gnidninger. Ofte maatte han slaa af
paa sine Idealer for at faa Maskineriet til at glide; det faldt ham haardt til
Tider, fordi Foreningens Velfærd var blevet ham en Hjertesag, og han derfor
kunde føle Oppositionen som noget personligt. Den, der skriver disse Linjer,
og som har staaet ham meget nær i 17 Aar i Samarbejde og i et derunder
opstaaet fortroligt Venskab, har til Stadighed drøftet med ham de Genvordig
heder, der nedstemte ham, og det viste sig altid let ved en Appel til hans
Retsind at bringe Solskin for Graavejr.
Saaledes forløb de
11
Aar, hvori han var Formand for Københavns
Kommunalforening. — Derefter indtraf den Tid, da nye Kræfter og nve An
skuelser bragte det faglige Moment frem i første Plan. — A. C. Øst var da
en Mand i »Støvets Aar«, og han ønskede sig fritaget for de Byrder, som det
vi1de være for ham at gaa den »ny Aands« Ærinder. Men jeg vil gerne ud
tale som min Overbevisning, at Grunden til hans Afgang var denne og ikke
en aandelig Forbenethed. Hans Aand var nemlig uberørt af Aarene og lians
Syn paa Tiden og Kollegerne forblev frisindet.
Der er en guddommelig Fugl Simurg, der besidder den Evne, med det
ene Øje at kunne se tilbage paa Fortiden og med det andet Øje skue ind i
Fremtiden. A. C. Øst havde den Gave, at han med Glæde kunde se paa sit