151 / 185
Brandrør krydsede hverandre og susede ned paa alle Sider. Alle
var i den frygteligste Angst og Forvirring. Huset, hvori vi boede
var indrettet til lutter smaa Familier, og alene i Baghuset var
sexten. De ilede alle ned ad Trapperne og tyede sammen i Gangen
under Jamren, Graad og høje Klageskrig. De mest komiske Sce
ner afvexlede med de sørgeligste. — Længere ud paa Aftenen
faldt et stort Stykke af en i Luften springende Bombe ned i Gaar-
den og knuste et lille Skur, hvori Værten havde et Svin staaende.
Svinet satte forskrækket over Ruinerne, foer ud igennem Mel
lemdøren til Gaden og rendte ad Fruekirke til. Midt under den
frygtelige Bomberegn, som netop der faldt allerstærkest, løb Vær
ten og hans Pige efter Svinet, fangede det, tog hver fat i et Øre
paa det, førte det tilbage i Triumf, slæbte det op ad Trappen til
første Sal og arresterede det der i Køkkenet til en aabentstaaen-
de Lejlighed, som Beboerne allerede var løbet fra. De fleste af
Mændene i Huset var paa Vagt ved Sprøjterne eller, som min
Fader, hos deres Arbejdsherrer; den tæt sammenpakkede For
samling i Gangen bestod derfor næsten ganske af Fruentimmere
og Børn. Een jamrede for sin Mand, en Anden græd for sin Fa
der; nogle søgte at finde paa Midler til at sætte sig i Sikkerhed
imod Bomberne; Andre tænkte paa at redde deres Ejendom;
nogle omfavnede og kyssede hverandre, Andre bandede Engelsk-
mændene, og atter Andre raabte fortvivlede, at den sidste Time
var kommen: Alle hvinede de af og til imellem hverandre, naar
de troede at høre en Bombe slaa ned, og anraabte Gud om Frelse
fra denne uden Ophør flammende og buldrende Ødelæggelse,
som Ingen saa Vej til at slippe ud af. Døren til Bagstuen, der var
ligeoverfor den, hvori vi boede, stod aaben paa vid Væg; efter-
haanden tyede Koner og Børn fra Gangen ind til »Tømmer
svendskonen«, saa at hendes lille Stue og Køkkenet snart blev
propfulde af Jamrende, som søgte at mane Bomberne bort ved
151