90
§ 52 i det Piper ske Tillæg maatte da ændres i sin Begyndelse til at lyde omtrent
som saa: Alt Afløb fra Grunden, det være sig fra dyrket, beplantet eller paa anden
Maade kulturelt behandlet Grund, stor saavel som lille, eller som tjener til
Bebyggelse og Beboelse, til Stalde, til Arbejds- eller Fabriksbrug af enhver Art,
eller som tjener som Oplagsplads eller Arbejdsplads for enhver Art af Stof eller
Materiale, kort sagt al Grund, hvorpaa og hvori Mennesker og Dyr færdes og
arbejder,
skal uære forsynet med Afløb, ordnet som denne Lov kræver og lader
kræve
,
og ordnet som aabent eller lukket Afløb til et offentligt Vandløb.
Undtagelse
kan, naar
sagkyndigt
Vandsyn anbefaler det, gøres overfor Overrislingsanlæg eller
anden Udnyttelse af Afløbet paa egen Grund, og naar de sanitære Autoriteter
samtykke. Naar Afløbsbestemmelser for al Slags Jord, vedtagen som Lov for hele
Landet, ere tilstede, skulde det synes, at Afløbsboringerne maatte være forebyg
gede, saavidt som Lov og Orden formaar. Og under Forudsætning af en saadan
Ordning ved Lov af
alt
Afløb, kan det ikke volde Skade at forbyde Afløbs-
boiingeine, men saa bør ogsaa Straffen for at handle imod Forbudet være saa
ledes, saa stor paa Person og Pengepung, at den kan mærkes og virke afskræk
kende. Saa kan Loven af 1896 med Tillæg uden Skade skrinlægges, og saa kan
København og det øvrige Land
ogsaa i Fremtiden vente at holde sin
fra det dybe mobile
Grundvand oppumpede
Vandforsyning paa det samme i hygiejnisk Henseende saa
uforlignelige Standpunkt
, i hvert Fald saa længe som Morænen bevarer sin filtre
rende Evne, og den holder nok for de kommende 10—20,000 Aar.
Og selv om det saa om 14 15 Aar ikke skulde kunne overkommes af
tekniske og økonomiske Grunde at skaffe til København mere end de c. 140,000 m
3
/n
h,
vil et saadant Kvantum dog kunne strække til
som Drikke- og Husvand
i den
betydelige Aarrække, som det vil tage, inden vor By faar U/s Millioner Indbyg
gere, uden at nogen behøver at tørste eller savne det infeklionsfri Vand i Huset,
selv om man ved Vandmaaler maaske nok maa nøde Brugerne til at spare
mere endnu.
Men hvis det nu om 10—15 Aar virkelig viser sig, at vi ikke formaar at
skaffe mere af dette dybe, kølige og velsmagende infektionsfri Kildevand, hvad
saa?
Ja saa maa København have dobbelt Vandforsyning;
det vil sige det dybe,
kimfri, gamle Boringsvand til Drikke og Husbrug, og til Fabriks-, Arbejds-, Bade-
og andet Brug Overfladevand, dels salt og dels fersk. Med Søernes Bække af fersk
Vand midt igennem Byen, med deres Tilløb gennem Ladegaardsaaen, et Tilløb,
som kan forøges fra Gentofte Sø og Søndersø og flere andre Steder fra, skulde
det synes ikke at kunne blive uoverkommeligt eller umuligt dyrt for Byen, sær
ligt naar man alt nu af den os nærmest liggende Grund som ogsaa af flere andre
hygiejniske Grunde i højere Grad end hidtil var betænkt paa at samle de industrielle Anlæg i bestemte Kvarterer.
Umuligt dyrt kan det derimod blive, om man vilde gaa til at blande selv
filtreret Overfladevand i det infektionsfri dybe Grundvand
— saaledes som det i
Skrivelse fra Mag. V. Afd. af 25de Juni 1917 synes at være under Forberedelse
som Modtræk mod den frygtede Mulighed. Noget saadant bør ikke ske uden
under en Nødstilstand, som ikke lader sig omgaa. Københavns Indbyggere kunne
og ville ikke igen drikke en saadan Blanding,
hvis vedvarende Uskadelighed ikke
ved nogen Viden og leknik kan sikres
— uden ved Kogning.
Ganske vist have vore Vandværksingeniører ogsaa vist deres tekniske Dyg
tighed i Betning af Filterkonstruktionen; de have gentagne Gange — ja mere end
otte — fra Brønshøjværket efter Vandets Iltning og Fældning af Jernet, hvorved
liver Draabe Vand kommer til at indeholde fra Hundreder til Tusinder fra Luften