155
let jeg ffrtlbe Jaoe Jøftetimine&ejte Sjftanbboms
Siar. SDet er §am, fom tiilbe fom ©tatsmanb
læge mit flatijiiffe ©aar, ber {jar foroanblet jig
(il et p{u)jtff, fombægerne nu iffe funbe af^ielpe,
»eb at forjtfre ntig om et gevebrøb fra Æongen
igiennem bet banjfe (Eancellie, i gølge rntne for«
Jjvætoebe 33ibenjlfaber til ©tatens Dtr>tte, ifalD
mit £egems Æræfter ttilbe tillabe bet.
gioet
bog et ©limt af £aab, og bliver en føb TilfrcbSi
1
§eb for mig, at min Æonge forflfrer migftn£ftaa*
be, at bet banffe (Eancellie fcrfifrer mig jin Oms
forg, ifalb bet ffulbe giøree fornøbent.
tertib m?ber jeg ingen gorbeel af ©taten, enb at
jeg paa nt;e ffriveS til ©fat til ©tatens e^traor*
binaire tlbgifter. 2>eS fan iffe jtnbe mig beti,
at jeg (fal nægte mig felv nogle boutdllere $)}e*
bicin, fom gægerne fcave anviifi til gorføg# foc
at biebrage til ©tatenS Ubgifter.
formober/
at (Srtraj^atGtommiéjtonen er faa billig at troe
mig paa parol, at jeg vil fvare benne©fat; faa*
fnart jeg fan.
(£nbnu er jeg iffe faa fattig, at
jeg Jar gtøet mine 5 SftebaiUer i $løjtfienteku*
' fet«