346 / 391
339
faae albriø @»ar, men bltøe tiførte afpiinte
for bem.
Det tføber ifær borgeren, at en ung bør#
ger flfal fætte en gammel borger i ©fat, ja i for
føiet ©fat, uben at fienfce tit fans $orfa:ningf
og naar fan
far
|¥rem eller fagt bet, af UviDen»
fet)
eller af Ufornuft, faa f£al bet ftaae fofl urof*
felig, font en
$roeS
$lrtif?l— faalebes er i bette
Cluarteer en ung
SftanD
Slobcmeflét, fom for*
mobes, at fave vceret en fiellanbf? bonbebreng,:'
font i et ^)ar ${ar far |
3
aaet i (£orøpaame me&
en Urtefræmmer.
Jpverfen
gøtifelen
ellec $an*
belsfaget giør noget til ©agett t ^)enftgt
til (£>tra*
©fatten; men at være en fornuftig, anfeelig,
albvenbe og af borgerne agtet
SÉfteb&orger,
naar
QE^tras
©fat
jftil ligttes og
forføieS;
ber giør
meget til ©agen. 3 ° længere en borger far
boet i ©taben, og t et af bens D.varterer, jo
mere (Srfarenfeb far fan om en borgers grern*
gang eller ^rebsgang i fans Sftæringsveie eller
£Mftanb, fvorefter
Qrrtra
s©fatten bør forføies
<Uer nebfættes. Øaaban en borger, fom min
<9
2
33ert#