SKINNEVEJE
Danmark er som en dejlig have og ligesom gangene i en park snor jernbanernes
skinner sig gennem landets bakker og dale. Da alle baner imidlertid oprindeligt er
anlagt som lokalbaner, beregnede på at betale sig ved at tjene den lokale trafik, er
de bygget så udyrt som mulig. Alle større gennemskæringer af bakker og tilsvarende
opfyldninger er undgåede, og derfor består de danske baner af lutter S-formede
linjer, og derfor er det vanskeligt for os at besørge den transittrafik mellem Sverige-
Norge og Central Europa, som vor beliggenhed gør det nødvend igt for os at lempe
os efter. Krumningerne i linjerne fordyrer både anlæg og drift, især når gennem
gående svær-trafik er målet. Mere land kræves, udstykninger og ekspropriationer
gøres mere indviklede og bygningen af krumme spor koster mere end samme længde
af retlinjede. Hertil kommer så drifttabet. Det krumme spor slider mere på aksler
og hjul, og hurtigheden må af forsigtighedshensyn nedsættes. Disse ulæmper følger
uhjælpeligt med den vidtdrevne gennemførelse af lokalbanesystemet. For at undgå
de kostbare jordarbejder ved de lige baner adopterer man et system som vel koster
mindre i anlæg, men som ved den voksende trafik bringer stigende besvær og øko
nomisk tab . Men foruden tabene ved denne anlægsmåde kommer tilsvarende mang
ler ved materiel og drift. Den småligheds ånd, som følger loka lsystem et, overføres
på det rullende materiel. Vognene inddeles i kupeer for rygere, for ikke rygere, for
damer, for rejsende med hunde og i tjenstcupeer. Inddelinger som kun dårligt over
holdes, navnlig spreder tobakplagen sin kvalmende tåge overalt, og de mange ind
delinger giver togpersonalet lejlighed til at optræde og give luft for deres individuelle
opfattelse af inddelingernes samfundværdi. Sammenlignes dette system med det
amerikanske får vort et iøjnefaldende spidsborgerligt præg. Den amerikanske vogn
har kun en klasse og et overskueligt rum, og den sidste vogn i toget er for rygere.
Der er ingen tobaksplage, ingen grund til at isolere damerne og ingen kupeer for
hunde. De henvises til baggagevognen, hvor de bindes.
H vert land har sine skikke og vaner. Det kan jo være godt og rigtigt, men
undertiden udarter tilstandene til, hvad tyskerne kalder „schlendrian“ og det skulde
der nødigt være plads til i et så v ig tig t færdselsmiddel som jærnbanerne, navnlig
når dette er et sta tsak tiv , som skal give statsbanerne et tå lelig t udb y tte ; ligesom
hensynet til færdslen — det farende og handlende pub likum— gør hurtig og m eto
disk drift nødvendig. I Amerika har stationsforstanderen in te t at gøre med to g
driften, for denne er togføreren ansvarlig, og dette forhold fremmer hurtigheden, og
togpersonalet er mere interesseret i at vænne det rejsende publikum til
hurtige
be
vægelser for at gøre stansningerne så korte som mulig; medens man hos os synes
mest tilbøjelig til at øve det rejsende publikum i
tålmodighed.
Gennem snitshastig
heden hos os er omtr. 30 km i timen, medens den i Amerika er over 50 for de samme
udgifter, for mindre ulejlighed og med m indst ligeså stor sikkerhed og bekvemm e
lighed for de rejsende. Foruden den foran nævnte inddeling af passagervognene har