14 / 61
se hurtigt sat paa fri fod, og paa hans stilling som leverandør til staten fik
det ingen betydning. I saa at sige alle større foretagender var han med
interessent, tillige en af landets største godsejere og Københavns største
grundejer. Foruden Nybørs ejede han bl.a. »Efterslægtens senere ejendom
paa Østergade, som han selv beboede, og som først blev nedrevet, da Illum
i dens sted rejste sit stormagasin. Nogen helt behagelig mand har han næp
pe været - i hvert fald skal han i forretningslivet, efter hvad Johan Jørgen
sen meddeler, have været »aarvaagen og nidkær i stort og smaat, haard-
hændet og egennyttig til det yderste«.
Men forholdene ændredes. Som saa mange andre af tidens storkøbmænd
undgik Flenrik Muller heller ikke at mærke følgerne af den almindelige
økonomiske nedgang under Christian V. Handlens gyldne aar var slut,
godserne betalte sig ikke især paa grund af de høje skatter, og en kommis
sion, der blev nedsat for at undersøge kronens finansielle stilling, opdage
de, at han skyldte staten omkring 130.000 rdlr. En større bøde han idømtes
for sine mange tvivlsomme transaktioner bidrog til hans ruin, og sine
sidste aar indtil han døde 1692, levede han hovedsagelig af en pension, som
Christian V bevilgede ham.
Selv om hans straalende karriere saaledes fik en temmelig sørgelig afslut
ning, maa det ikke glemmes, at han i sine velmagtsdage havde været med
til at præge byens udvikling og alene derved indlagt sig stor fortjeneste.
Hans egen gaard paa Østergade var en af stadens mest anselige, medens
Nybørs bidrog væsentlig til Slotsholmens forskønnelse. Ganske vist er de
nu for længst forsvundet, men sammen med en lang række andre monu
mentale borgerhuse, der var blevet rejst under Christian IV, havde de
medvirket til at forvandle København fra en middelalderstad til en moder
ne renæssanceby. Ganske vist var gadenettet ikke blevet ændret, men
husene havde skiftet karakter, og byen fik derfor en anden silhouet end
tidligere. Medens kirkerne, klostrene og enkelte større stenhuse havde
domineret det middelalderlige København, var det nu det velstaaende
borgerskabs grundmurede renæssancehuse, der med sine røde mure og
graa sandstensdekorationer prægede bybilledet. Men helt mistede staden
dog ikke sin pittoreske skikkelse, for mellem de solide »købstedsbygninger«
laa stadig større og mindre bindingsværkshuse med stokværksfremspring
og lange lave »boder«, beregnet til at udlejes til den mindre bemidlede del
af befolkningen. A f denne by er desværre kun meget lidt bevaret til vore
18