167 / 463
Københavns Kirkesag
Nr. 2.
Den 18. April.
1907.
D a g e n o g V e j e n .
Jeg har kun til Dagen og Vejen, siger mangen fattig Kone
og mener jo dermed, at hun kun har det allernødtørftigste og
aldrig har noget til overs. Det er nu ikke saa let at væ re glad
og tilfreds, naar man kun h ar til Dagen og Vejen. Vi holde
af N aturen alle meget af at væ re1 godt assurerede i timelig
Henseende, at kunne sige til os selv: „Sjæ l, du har nu meget
godt i F orraad til mange A a r ;“ og det kræver ægte barnlig Tro
a t væ re glad og tilfreds, naar det er sm aat med den udvortes
Sikkerhed for F rem tiden. — Det kristelige Arbejde maa nu
altid nøjes med Dagen og Vejen og har ikke godt af den verds
lige Overflødighed; det trives bedst, naar det altid mæ rkes, at
vi leve af Herrens Naade. Og saaledes g aar det da ogsaa med det
københavnske Kirkefond. Ganske vist h ar vi i V inter faaet en
større A rv paa ca. 60,000 Kr., og nogle have m aaske af den
G rund tæ nkt sig, at vi svømmer i Overflødighed. Det er dog
ingenlunde Tilfældet. Disse Penge betyde, at vi kunne tage mere
A rbejde op, begynde paa nye Steder, hvorved vi forøge vore
aarlige D riftsudigifter og trænge desto mere til H erren s og
Menighedens Hjælp. — Denne haabe vi at erfare ogsaa nu ved
den kommende Store Bededag. Ville ikke vore Venner Landet
over — baade de, der kun have til Dagen og Vejen, og de, der
have lidt mere — i T ide lægge lidt til Side, for at Gaven, naar
Dagen kommer „kan være rede som en velsignet og ikke som
en karrig G ave“ , — og for at de selv kunne mærke i den
paafølgende Tid, at „hvo som saar i Velsignelse, skal høste i
V elsignelse.“
A. Schack.