122 / 133
lig lagt sig et Kompleks af baade Love og Vaner til. At „gøre
Co r s o “ er den klassiske Form for promenerende Selskabsliv.
Som Navnet antyder, blev den skabt i Syden, hvor den oplevede
sin Glansperiode i det 17. og det 18. Aarhundrede, fortsat tri
vedes gennem det 19. og endnu ikke er opgivet. I Barokkens og
Rokokoens aristokratiske Periode foregik Corso’en til Vogns.
Men med Borgerlighedens Vækst i anden Halvdel af 1700-Tal-
let blev Fodgængernes Antal stedse større. Det siger sig selv,
at Corso og Promenade fra første Færd udvalgte sig særlig yn
dede og elegante Hovedgader som Skueplads. Fine Butiker sti
mulerer den slentrende Selskabelighed og en mondæn Fæl
lestone binder den sammen inden for fikserede Tidspunkter.
De tunge Vognes Parade i Roms Cor s o , Hovedaaren fra Piazza
del Popolo til Piazza Venezia, og Strøgturen i København fra
Kongens Nytorv til Raadhuspladsen er Fænomener paa for
skelligt Plan, men i samme Linie.
Imidlertid — Promenader i slige befærdede Gader begun-
stiges jo ikke af den friske Luft. Corso og Promenade strækker
sig længere ud. De fleste Storbyer i gamle Dage var tillige
Fæstninger, rammede ind af bastionære Værker med høje og
brede Volde. Disse pragtfulde Anlæg, tit af meget betydeligt
Omfang, blev efterhaanden taget til Indtægt af dét kørende og
spadserende Selskabsliv. Bedre Scene var ikke tænkelig. Man
var paa een Gang uden for de kvalmfulde Mure og dog indpas
sede i en stor arkitektonisk Orden; man fik en Portion Natur
tilskaaret. Mennesker gik i lovfaste Rum mellem klare Flader
og dog med en blaa Himmel over sig. Den „dækkede Vej“ i Ly
af en Voldskraaning var et Interiør, et vældigt Galleri i dét
Grønne. Folk befandt sig godt i denne svale og strenge og rene