233 / 434
Ung nf faa mange og afverlenbe detragtninger og dønner
» il cnh»er Éhriffen vel ogfaa finbe bet, fom pajfer ffg til hatt«
iinbivibuelle gorfatning paa enhver T ib .
A f ICicbce d e -
'tragtningerV fom cre inblcmnicbe i benne d e e l, funnc »i
Jffe unbtabc at afffrivc cn prøve til vorcgceferc« gornøielfc,
)mcn v i tage hertil, uben at vælge, ben førffc benbeffc: d e t
,Wre ba Aften - dctragtningcn til ben 6tc 3 a n u a r., fom har
jfil Ovcrffrift be Orb i Apoffl. © ie rn .X X IV . i6 . Deg ^ » cr
»nig ttltii? fclv i at Ua»c eti uflabt G am v ittig lje b fo t
G llb og iT Ien n e ffen e.
„ Ævor libct ffiønner man
„ paa ben dclgicrning af ©Ub, at han ffiHer '9)?ettncffcn’e
„ om Aftenen fra hiuanben, og fører enhver ligcfom til
fig
/, fclv, øg overlaber ham til fin Øamvittighcb allene'.
9
?cf-
/, turen« garver tabe bere« ©lanb« om Slatten , og Øynbcrc
„
tabe ogfaa bere«.
©amvittiglje^ettø ©tamme bliver
„ beffo flarcrc, jo roeligcre alting cr omfring o«.
Ævw
„ ere nu be Afguber, fom i d a g traf foa mange mi«unbev
„ lige Oicfaff til fig? d e n Øtolté i J a n «
3
?attebragt ab-
,,
lybe« nu fun af be ø la v e r, fom cre ham næcmeff.
3
„
han«-giigflæber ffulbc hau være ganffc utaalelig for han«
/, Tilbcbere.
ø a a Icvenbc og vilbt alting i d a g va r, faa
„ tamme ligge nu allercbc mange bcr, ligcfom bøbe, og an-
,/ bre forlabe allcrebc bere« Øtorl)cb, berc« Karcffcrtng, og
„ bere« pcngcffraben. — d e r ligge bc for big i binJjaanb,
// AUerhøieffc! uben hvilfcn be fynte« at funnc leve om
„ dagen,
øpottcrcn, hvi« ditttghcb i d a g fornøiebe et
„ paa ham bpmærffomt ø e lffa b , paa SlcUgionené dcfoff-
/, ning, ligger nu tanfelø« for big, og bu, o 3 ® f u l fe<v
„ nccb paa ham meb gorbarmclfc,
S
32
cnneffe - Æabcren,
„ fom holbt enhver af fin 3?æffc for cn dcbragcr eller diæ -
vel, b'effierinc« af big; han« doelig bevogte« af ærlige
„ dægtcre, og nogle S3?cnneffcr arbcibe cnbnu for bcnne
/, Utafncmmclige, cUcr ffribe nu paa øøen mcb øtorm og
,/ d ø lg cr, for at tilføre ham Urter og gægcbom.
d a
,, nu alting bliver jo meer og meer ffilte omfring mig, v il
„ jeg høtc min øamvittighcb« øtemmc, hvi« fagtc Ævi*
„ ffen faa ofte blev ovcrbøvct vcb dagen« d u lb c r ; nu ab-
„ fprcber ingen daare mig, ingen gorfører føgcr at over-
„ rumplc mig, ingen briver og plager mig; jeg cr ovcrlabt
„ til mig felv, og ffaacr allene for,big, min ©Ub! Øaale-
31
r 4
ba«