141 / 467
128
P eter Linde
fangende svømmefugl ined det mægtige næb og den mær
kelige strubepose, nem lig pelikanen. Billedet er i sin tid
udtænkt og udført og opfattet som en pelikan stående i
sin rede, hakkende i sit bryst, madende sine unger med
det frempiblende blod.
Billedmotivet er uhyre gammelt, det kan føres tilbage
til en antik legende, siges der. Man møder det i hvert fald
i bestiarier fra det tolvte århundrede. Fuglen, der hakker
sig selv til døde for at nære sine unger, blev for m iddel
alderens fromme grublere et mystisk sindbillede på Chri-
stus, der ofrede sit liv for at frelse menneskenes sjæle.
Derfor blev motivet så overordentligt yndet gennem hele
den senere middelalder, det gav opgaver for den kirkelige,
dekorative kunst. Pelikanen kom derved til at afløse ør
nen, som ved sin høje flugt og sit skarpe syn havde været
skolastikernes naturlige attribut. Men pelikanen beholdt
i det væsentlige ørnens udseende, det var såre naturligt,
det skyldtes tillærthed og fuldstændig ukendskab til peli
kanens sande skikkelse. Der var ikke pelikaner i Norden,
men efter sparsomme fund af knogler i køkkenmøddin
ger at dømme har de været her i stenalderen. Også fra
bronzealderen har man et fund, gjort ved Nykøbing på
Sjælland, men siden hen er de forsvundet herfra. Det er
først i den allernyeste tid, at kunstnere har benyttet sig
af levende model, når de skulle afbilde dyret, som jo da
forresten aldeles ikke er nogen dejlighed at se på.
Billeder af middelalderens mystiske pelikan kan man
nuomstunder møde på adskillige steder. Et egetræsrelief
på den ærværdige prælatstol i Lunds Domkirke minder
meget om stenrelieffet i Hummergade. I tre tilfælde, i
hvert fald, forekommer pelikanen i kalkmaleri på kirke
vægge, som i Lyngby ved København, hvor den er tegnet
med overlegen kvikhed, i Gørløse m idt imellem Frede
rikssund og Hillerød, hvor den syner særlig svaneagtig,
men næsten forsvinder for øjet i tæt og frodigt ranke-