Korridoren.
i l 7
ter, h v o ra f man synes at kunne læse deres T a n k e r: den
ældre mere forbeholden og kritisk, den yngre umiddelbart
betagen,
og se, h vo r smukt og frit de er forbundne i
G ruppen.
Derefter kommer en k n æ l e n d e K v i n d e og
et Barn, der læner sig til hende, en nydelig og stemnings
fuld G ru p p e ; saa følger en æ r v æ r d i g M a n d , vis og
fornem, med T u rb an og lange, rige K læ der; han sidder
med Armene korslagte over Brystet, som om han var i
selve Templet.
Han føler, at denne Prædiker er fyldt af
H errens Aand, og han bøjer sig for ham.
Yderst til venstre
Johann es D øberen s G ruppe *højre H alvdel).
ligger endelig en Y n g l i n g paa sin udbredte Kappe ganske
henreven, en F ig u r, der er lige dejlig i Stilling og Stem
ning ; fo r ham lyder Døberens O rd som en skøn Musik,
der fylder hans Sind med blide Følelser. — I h ø j r e
H alvdel staar nærmest Døberen en h a l v v o k s e n D r e n g
med K appen over A rm e n ; Udtrykket i hans Ansigt er
overordentligt skønt, maaske det skønneste i hele Gruppen,
en Blanding af U skyld og Beundring; han vil blive en hen
given D iscipel, en Johannes, der trofast vil følge sin Læ re r
og Mester.
Bag ham staar en f o r n e m P r æ s t med Kaftan
og et stort Sm ykke i Tu rb an en ; han er standset paa sin
G ang for at høre, hvad denne omstrejfende "Vranglærer
v o v e r at sige, og han m isbilliger det hele Optrin, som han