EfterretnOmJohannesWiedewelt

n i n i og de talrige Kunstnere a f 'h a n s Skole lode haant

om Formernes A d e l og Skjønhed, L i v skulde der være i

Marmoret, man skulde ligesm m a l e i det, man skulde

ane Pulsslaget i den haarde Sten. Derfor behandledes de

blottede D ele med det yderste -Raffinement, tilfældige

Folder i Huden , Forskydningen af de fulde D e le ved et

uden fra kommende Tryk, aldeles momentane Attituder,

et aandløst, stereotypt Smil skulde levendegjøre Kjødet.

medens et uroligt, brusende Klædebon og svære Stoffer

skulde danne Kontrast til de runde, glattede, oftest blankt

polerede Kjødpartier*).

Paa en Maade er det virkelig

lykkedes Bernini og hans Skole gjennem et helt Aarhun-

drede at levendegjøre Stenen, men „deres Marmor gløder

ikke af Promethevs’ Ild, men af Overfladens Velly st“, deres

Værker ere „ikke Skjønhedens Apotheose, men K jød e ts“ 2).

Ikke bedre stod det til med Billedhuggerkunsten i Frankrig :

fra P u j e t og O o y s e v o x synker Skulpturen med voxende

Hastighed til den yngre C o u s t o u , der i sin Kunst er det

samme, som Doucher i Malerkunsten. Utallige Dianaer og

Floraer, Nymfer og Najader opfylde Tuilerihaven og P a r 

ken ved Versailles, men det er hverken hos Antiken eller

Naturen, at Coustou har søgt Modellerne til dem; det er

Hertuginderne og Markiserne ved Ludvig X V .s usædelige

Hof, der have inspireret Kunstneren, og hvis Marmorbilleder

lemlæstede, mosgroede, medtagne af Tid og Vejr, nu. da

Parykstilen forlængst er sunken i Graven, opfylde Beskueren

med de mest blandede Fø le lser .3).

Som de skjønne Kunsters Tilstand var i Frankrig,

saaledes var den ogsaa i Evropas øvrige Lande, thi overalt

angav det franske Fo lk Tonen.

D e t i 1668 oprettede

fianske Akademi i Rom stillede snart Akademiet San

Luca i Skygge.

I enhver nogenlunde betydelig Hoved

stad var det en fransk Kunstner, der angav Tonen og ind

x) G oethe: \Vinckelmann u. s. Jah rh ., Side 198.

2) Ju s ti I, Side 269 f.

3) Sml. E stländer.