377 / 437
ET PAR ORD TIL OVERVEJELSE!
T
a n k e n
om
e n
Sammenslutning mellem tidligere og nuværende Alumner
paa G. A. Hagemanns Kollegium har ofte beskæftiget mig, navnlig efter
at jeg tor nogle Aar siden i Amerika saa, hvorledes saadanne kollegiale Sam
menslutninger blomstrer ved Universiteterne og de tekniske Højskoler der ovre.
At en Sammenslutning før eller senere vil komme, tvivler jeg ikke om.
Men maaske er Tiden endnu ikke dertil; maaske har de tidligere Alumner
nok med at skabe sig en passende Stilling i Samfundet og derfor endnu
ikke Tid til at tænke tilbage paa Kollegietiden. Det er muligt, skønt An
tallet af dem, der er udgaaet fra Kollegiet, dog nu er saa stort — henimod
halv andet Hundrede —, at der vel blandt dem inaatte være en ikke ringe
Del, som kunde ofre Kollegietiden en Tanke og en Dag om Aaret.
At en Kollegieforening vilde have tilstrækkelig Eksistensberettigelse, synes
mig givet. Selv om Flertallet af tidligere Alumner som tilhørende Ingeniør
standen, vilde finde deres faglige Interesser bedst plejede i Ingeniørforeningen,
vilde en Kollegieforening næppe derfor være overflødig. De fælles hjemlige
Kollegieminder vil en saadan Forening i hvert Fald have forud for andre.
Og Minderne er et stærkt Baand, hvis Styrke vokser med Aarene. At mødes
med gamle Kammerater af andre Studiefag eller Kunstretninger, vilde sik
kert heller ikke være uden Værdi. Hvis Foreningen tog sig for en Gang
om Aaret at kalde tidligere Alumner sammen til en Aarsfest eller lignende
paa Kollegiet, vilde der uden Tvivl ogsaa for de ældres Vedkommende blive
saaet et eller andet Frø, som kunde spire og bære Frugt. At saadanne
Sammenkomster vilde være af Betydning for de unge, behøver næppe nær
mere at paavises.
En naturlig Opgave for Foreningen vilde det være at paatage sig Ud
givelsen af Aarsskriftet og forme det som et Bindeled mellem samtlige
Alumner. Jeg ved, at det var Hagemanns Tanke, at Aarsskriftet burde virke
i den Retning; han har jævnlig udtalt sig derom og navnlig henledt Op
mærksomheden paa Værdien af at faa tidligere Alumner til Medarbejdere.
Der er heller ingen Tvivl om, at mange af dem, navnlig de, der har slaaet
sig ned i Udlandet, vilde kunne yde interessante Bidrag til Skriftet, til Glæde
og Gavn for de unge. Og at de ældre sætter Pris paa engang imellem at
faa en Hilsen fra Kollegiet, viser den Kendsgerning, at c. 60 af dem har
tegnet sig som faste Abonnenter paa Aarsskriftet. Jeg tror, at Alumnerne
handlede i Hagemanns Aand, naar hver af dem efter bedste Evne gjorde
sit til at sikre Aarsskriftet som en varig Institution og som et Bindeled
mellem alle dem, der har nydt godt af Hagemanns højbaarne Interesse
for Ungdommen.
Vil Alumnerne — gamle og unge — skænke disse Par Ord et Øjebliks
Overvejelse?
Inspektionens nuværende Formand, stud. polit. S. Fogli vil med Glæde
modtage enhver Tilkendegivelse fra tidligere Alumner om Tilslutning til den
fremsatte Tanke.
c _
HARDING