32 / 542
8
ANTIKE MYNTER,
ved en aldeles forandret Forestilling, snart forden ringere Mynt-
sort ved en, i Myntens mindre Fladerum begrundet, Indskrænk
ning af eller blot Hentydning til Hovedtypen, saaledes ved et
Hiul istedetfor VeddekiOrselsvognenJ>, en Guddoms Attribut eller
Symbol istedetfor Gudebilledet, Hovedet eller Benet af et Dyr
istedetfor Dyret2), undertiden ved en simpel Halvering af Fore
stillingen 3>. De smaae Kugler, der af og til4) findes anbragte,
betegne muligt ogsaa Værdien. Men oftest foretoges aldeles
ingen Forandring ved Præget, saa at Værdien af de til hinanden
nærgrændsende Myntsorter alene ved Ovelse kunde kiendes og
hyppigt maatte proves ved Veining.
I Henseende til Myn t f od en 5) herskede der i de forskiel
lige Lande og Stæder stor Uliighed. Der fandtes i Grækenland
en (iirdobbelt Myntfod: den æginæiske, korinthiske, eubæiske og
attiske. Den æg i næi ske , opstaaet af den babylonske Vægt-
Inddeling og ældre end de andre, blev fra Ægina udbredt
over Peloponnes, Bæotien og det ovrige vestlige Hellas til det
nordlige Grækenland og endeel af Oerne, desuden ved Coloni-
sation til nogle Stæder paa Siciliens, Asiens og Africas-Kyster6),
og var overhovedet i den tidligere Tid den sædvanlige i de do-
riske Stater. Efter denne Fod var Drachmen sværere end efter
de andre, oprindeligen 7
.25
Gr.7), og den almindeligste Mynt-
sort Didrachmen eller Stateren. Vægten af de æginæiske Myn-
1 F. Ex. Gela Nr 228.
2 F. Ex. Eretria Nr 103, Kranion Nr 106.
a See Korinth Nr 20 og 24, Larissa Nr 76. Jvfr i folg. Periode Perrhæbia
Nr 431', Korcyra Nr 472.
4 Paa Mynter fra Argos Nr 16-17, Ægæ Nr 87, Lete Nr 93, Kranion
Nr 105.
5 Det fortrinlige Værk afA. Bæckh: Metrologische Untersuehungen iiber Ge-
wichte, Miinzfusse und Masse des Alterthums (Berlin 1838) er i det fol
gende lagt til Grund.
* See Selinus Nr 244-45, Cyzikos Nr 258, Barce Nr 262.
7 o:
Grammer, efter nuværende Pariser-Vægt (see foran efter Indboldel).