![Show Menu](styles/mobile-menu.png)
![Page Background](./../common/page-substrates/page0324.jpg)
ANTIKE MYNTER.
Africa.
De efterfølgende under C a r t h a g o anførte Mynter ere, paa
Grund af den eiendommelige Kunstsliil og Myntfod i Forbin
delse med enkelte puniske Bogstaver, upaalvivleligt prægede i
denne Stad, uagtet de ikke bære dens Navn. De sædvanligste
Typer: Hovedet af den medAx. bekrandsede Gudinde og Hesten,
ere optagne fra de sicilianske Mynter, idel Carthagerne først
efter at have giort Erobringer paa Sicilien (formodentlig ikke
før i det 4de Aarh.) begyndte at præge Mynt, men have tillige
en særegen Betydning for Carthago 2). Typer mere eiendomme
lige for Carthago ere: Hestehovedet, der sigter til Stadens An
læggelse 3), og det phæniciske Emblem Palmetræet.4) Mynt
foden nærmer sig meget til den æginæiske, der var den bruge
lige i de græsk-africanske Stater, Cyrene, Barce og Ægypten,
men maa oprindeligen have været noget høiere, uagtet der og
saa blev udpræget af mindre Vægt.5)
De Øvrige her tilfoiede Mynter fra det nordlige Africa,
' Det er især ved disse to Kiendetegn de lade sig skielne fra de paa Sici
lien under Carthagos Herredomme prægede Mynter, see nedenf. Nr 66 f.
- Hovedet af den sicilianske Demeter (eller Kora) kunde forestille den phæni
ciske Astarte, der tillige var Jordens Gudinde. Den utoilede Hest, Frihedens
Symbol hos Grækerne, passede vel (il Nordafricas lieboere, der vare stolte
af deres ædle Hesteracc og udmærkede ved deres Ridekunst. Hestene paa
de Mynter, der maae antages at være prægede i Carthago, adskille sig og
saa i Almindelighed fra Hestene paa de Mynter, der ere udforte i skion
græsk Sliilog nedenfor findes under Sicilien, ved deres særegne Stillinger
og ved de ægyptiske Symboler, der ere tilfoiede som Mærker.
■’ Hovedet af en Krigshest, der blev fundet af Carthagos Anlæggere, troe
des ved et guddommeligt Varsel at betegne Stedet, hvor Staden skulde
bygges, og dens tilkommende liedrifter. St. hos de gl. Forf., see hos
Eckhel Doctr. n. v, I, p. 2*29-30.
*
See I, H. Nr 1717 Anm.
5 Ang. den carthagiskc Myntfod, see Bæckh Meirol. Uniers. X X III, 4,
p. 336-39.