591169564

at advare ham imod at gjøre Gjæld og navnlig pantsætte Nødvendigliedsgjenstande, saalænge det paa nogen Maade kan undgaaes, ved at henlede hans Opmærksomhed paa be- staaende velgjørende Foreninger, forsaavidt det ansees sand­ synligt, at han ved at hjælpes af saadanne kan holdes fri for at modtage Fattighjælp, osv.. Viser det sig, at den, der nyder Hjælp af Fattigvæsenet, gjør sig skyldig i nogen af de i Fattiglovens §§ 40 og 41 omhandlede Forseelser, har Forstanderen først selv at ad­ vare Vedkommende for Følgerne og, hvis dette ikke frugter, at gjøre Indberetning derom til Afdelingen. Særligt bør han vaage over, at Børnene ikke vanrøgtes, mishandles, bruges til Tiggeri eller Lignende. At Forstanderen i hele sit Forhold overfor den Træn­ gende bør have Kommunens Tarv for Øie, følger af sig selv. Men herved maa det vel mærkes, at Kommunens og den Fattiges Tarv ingenlunde ere Modsætninger, men at tvert- imod den Ordning, der er tjenligst for den Fattige, hvad enten der er Tale om Nægtelse, Tilstaaelse eller Efter­ givelse af Hjælp, i Regelen netop tillige er mest i Overens­ stemmelse med Kommunens velforstaaede Interesse. B. Forholdet til Kredsinspektørerne. Medens Distriktsforstanderens Virksomhed, der væsent­ ligst bestaaer i Undersøgelse af den enkelte Trængendes Forhold og kræver det stadige personlige Samkvem med de Trængende, ganske naturligt medfører, at han mest fæster Blikket paa den enkelte Sag og derfor vanskeligere erhverver et mere omfattende Overblik, men tvertimod let fristes til en vis Ensidighed, er det Kredsinspektørens særlige Opgave ved at sammenholde Sagerne og Forholdene i de forskjellige ham underlagte Distrikter og ved jævnlige Forhandlinger dels med de andre Kredsinspektører dels med Afdelingen at søge at naa til en klar Forstaaelse af de Principer, hvor­ efter de enkelte Grupper af Sager skulle afgjøres, og gjen-