591169564

S i n d s s y g e behandles af Forstanderen og Kommune­ lægen ganske som enhver anden Syg og henvises, naar Hospitalsindlæggelse ansees nødvendig, altid til foreløbig Behandling paa Kommunehospitalet. Saadan Hospitalshjælp er egentlig Fattighjælp. Naar de derimod eventuelt fra Kommunehospitalet overflyttes til St. Plans Hospital, gaaer Hjælpen over til at være uegentlig Fattighjælp, men er dog Gjenstand for Refusion efter de almindelige Regler.

Navnlig ved denne Hjælp bør Forsørgeren, hvis den Sindssyge er en Biperson, altid efter Evne bidrage til Om­ kostningerne, selv om han ikke kan betale disse fuldtud. A nm æ rk n in g. Som noget Særegent mærkes, at en Forsørger kan erhverve Forsørgclsesret i sin Opholdskommune samtidig med, at en Biperson, overfor livem han har fuld Forsørgelsespligt, som aands- svag eller sindssyg er anbragt paa en af de ovenfor ommeldte An­ stalter for Fattigvæsenets Hegning. Forøvrigt henvises om disse ForholdJtil § 30 i Hæders Bog. Sygehjælp til Personer, der lide af venerisk Sygdom, jfr. dog S. 81. jfr. Fattiglovens § 62, tilstaaes som al anden Sygehjælp.

Omkostningerne afholdes af den Kommune, hvor den Træn­ gende først har søgt eller modtaget Lægehjælp, hvilket dog kun medfører Ret for den Kommune, der for Øieblikket har ham under Kur, til at forlange Refusion af en anden Kom­ mune, hvori han først har søgt Lægehjælp, f or s aa v i d t lian har søgt saadan ved Henvendelse enten til Fattigvæsenet eller til Politiet eller til Distriktslægen. Oplysning herom maa derfor gives i Afhøringen, hvorimod Forsørgelsesretten ikke bliver at undersøge. Om Hjælp til forliste Søfolk og tjenstgjørende Mili­ tæres Familier i Krigstilfælde henvises til Fattiglovens §§ 64 og 65. A nm æ rk n in g . I Forbindelse medReglerne om uegentlig Fattig­ hjælp kan det nævnes, at en Hjælp, som er ydet en Biperson uden Forsørgerens Vidende, og som af denne tilbagebetales, saasnart han bliver vidende om Hjælpen, ikke betragtes som Fattighjælp, jfr. Fattiglovens § 10.