NFSGrundtvig_1923

99 om Bibelen har Herrens egen til Forudsætning, og at han maa selv endnu være til Stede som Lyset og Livet, hvem det derfor gælder at vise alle hen til. Men hvor er han til Stede, og hvor finde vi ham uden i hans egne Indstiftel­ ser Daab og Nadvere, hvor han skaber og nærer det nye Liv, Kristus-Livet, i os? Saadan gik hans Tanker, og en Dag læste han i Kirke­ faderen I r e n æ u s ’s Skrift mod Kætterne bl. a. følgende: »Ligesom Kirken, spredt over al Verden indtil Jordens Grænser, har af Apostlene og disses Disciple modtaget sin Tro paa een Gud Fader almægtigste, som har skabt Himlen og Jorden og Havet og alt deri, og paa een Jesus Kristus, der til vor Frelse er bleven Kød, og paa den Helligaand, der ved Profeterne har forkyndt Guds elskelige Søns, Vor­ herres Jesu Kristi Komme, baade hans Fødsel af Jomfruen, hans Lidelse, Opvækkelse af Døde, Optagelse i Himlene, saa og hans Genkomst derfra i Faderens Herlighed til Indlem­ melse af alt i sig som Hovede, til Oprejsning af hele Men­ neskehedens Kød — ligesom Kirken har annammet denne Forkyndelse og denne Tro, saa passer den paa den med en Omhu, som om den kunde være bosat undet eet Tag, for­ trøster sig til den med en Endrægtighed som af een Sjæl og eet Hjerte og forplanter den med en Enstemmighed som af een Mund. Thi uagtet Tungemaalenes verdslige Forskellighed, saa er denne Meddelelse efter sit Indhold een og den samme. Saaledes og ikke anderledes er Troen bleven annammet, og saaledes bliver den forkyndt saavel i Tykslands, Galliens, Spaniens som i Østerlands, Ægyptens og Libyens Menigheder. Ja, ligesom Solen, denne Guds Skabning, er overalt i Verden een og den samme, saaledes skinner alle Vegne denne Sand­ hedsforkyndelse. Og saa lidt som den vældigste Ordfører i Menigheden vilde ændre eller øge den (thi ingen er sin Mesters Overmand), saa lidt vilde den svagere svække den. Den lader sig hverken udvide af den, der har meget, eller indskrænke af den, der har lidet at sige om den. Den større eller mindre Fatteevne gør her ingen Forskel.« Den Stilling, Irenæus her øjensynlig tillægger vor kristne Trosbekendelse, som den lyder ved Daaben den Dag i Dag, fandt han bevidnet hos andre Kirkefædre og forudsat i det nye Testamente; og jo mere han grublede derover under Bøn og Paakaldelse, des klarere blev det ham, at det, han nu havde at gøre over for dem, der i det ydre vedkendte 7*