NFSGrundtvig_1923

123

I Vinteren 1830—31 som i 1829—30 var han hjemme og forhandlede da med Rask om forskellige vanskelige Steder i de angelsaksiske Tekster. Hos Rask traf han sammen med en ung Englænder, Mr. Benjamin Thorpe, der laa her ovre som befuldmægtiget for Bankierhuset Wilson & Co., med hvem den danske Regering havde forhandlet om et Statslaan. Mr. Thorpe drev ved Siden heraf angelsaksiske Studier, havde oversat Rasks angelsaksiske Grammatik og havde Tan­ ker om at udgive det angelsaksiske Bibliotek, saa da Grundt­ vig i Juni 1831 for tredje Gang kom til England, mødte hans Ven, Mr. Bowring ham i London med Underretning om, at Mr. Thorpe havde udstedt Subskriptionsindbydelse paa de samme Værker, som Grundtvig havde anmeldt, og var støttet af »The Antiquarian Society« og mange af dem, Grundtvig ansaa for sine literære Venner. Sagen var, at der var kommet Liv i Englænderne over for Spørgsmaalet om de dyrebare literære Levninger, hvis Udgivelse nu var bleven en Æressag, man ikke kunde lade en fremmed staa for. Boghandler Black var vred og vilde have Grundtvigs Udgave frem; men Grundtvig selv vilde under disse Om­ stændigheder helst være fri; det var jo , hvad han fra Be­ gyndelsen havde ønsket, at Englænderne selv skulde tage sig af Sagen. Han fandt det dog lidt nærgaaende af Mr. Thorpe, der efter at have læst Grundtvigs »Prospektus« selv havde skrevet en lignende, at fortælle, at det hele var hans dybe Idé, som Grundtvig havde stjaalet.*) Grundtvig kom da ikke til at udgive det angelsaksiske Bibliotek; men han blev ved at følge Udgivelsen med Op­ mærksomhed, og i 1861 udgav han en videnskabelig Tekst­ udgave af Bjowulfs Drape. Endnu tre Dage før sin Død beskæftigede han sig med et angelsaksisk Digt, han havde faaet tilsendt. Hans lærde Søn Svend og hans gode Ven Professor G. Stephens var paa den Tid fraværende, og saa kørte han til Professor Fr. Hammerich, der ogsaa kunde Angelsaksisk, for at faa ham til at læse det for sig. Da Hammerich læste Digtet, som Grundtvig i øvrigt godt kendte, og bl. a. læste den maleriske Skildring af en By i Ruiner: *) I min Ungdom sad jeg en Aften oppe hos Grundtvig og hørte ham fortælle herom. Da han fortalte dette sidste, sprang Frederik Grundtvig (den Gang 6 Aar gammel) ned fra den Bogtrappe, hvor han havde siddet og lyttet, og spurgte heftigt: »Var det sandt, F ar?« »Nej, min Søn,« svarede Grundtvig, »din Fader har aldrig trængt til at stjæle Ideer.«