NFSGrundtvig_1923

129

To Snese Aar det er nu siden, da dødt det var i Aandens Hus, ja med Lovsangen tav selv Kviden, knap hørtes Suk paa Kirkens Grus, hvor før i H jertets dybe Toner lovsang vor himmelske Forsoner det hele Land paa Herrens Dag. Dog vilde Gud sig mildt forbarme, alt var hans Aand paa ny udsendt med Livets Ord, med Lys og Varme, og Livets Lys var hos os tændt; nydannet var en Salmetunge; som her en Opsang kunde sjunge til Skabningens Halleluja. Men Sølv og Guld har Skjalden ikke, og dog behøver Skjaldens Mund som Fuglekoret Mad og Drikke, saa Skjalden som en Fugl i Lund sig m aatte med Guds-O rdet trøste, at dem, der ikke saa og høste, dem føder Gud alligevel. Det Ord fik Røst paa Præstetungen, som sig i Bjergby rørte da; i Tusindtal fra Præstepungen Sølvdalere fløj ud derfra. Ved dem vedligeholdes Kraften fra Nyaarsdag til Juleaften for Skjalden og hans ganske Hus. S a n g v æ r k e t t i l d e n d a n s k e K i r k e saalunde frem for Lyset kom; og Menighedens Salme-Virke skal minde Slægterne derom, saa mellem alle Sjællands Præster ej glemmes han i Brøndbyvester, som købte Lovsang til Guds Hus.«

Det var i øvrigt ikke alene Busck, der opmuntrede Grundtvig til at tage fat paa Salmerne. I de samme Dage, han modtog det sidstnævnte Brev fra Busck, havde en Ud­ lænding, den engelske Gesandtskabssekretær Mr. B r o w n e , sagt til ham: »Hvad Salmerne angaar, da kommer det ikke an paa Summen; den svarer min Kone og jeg til.« Det var vel nærmest en Fornyelse af vore egne gamle Salmer, Busck havde tænkt paa; men nu fattede Grundtvig den Kæmpetanke at samle og lægge paa vor Tunge en Prøve Hosendal: N. F S. Grundtvig;.