NFSGrundtvig_1923

140

ges Ridderspil i Hundedagene« og stærkt udtaler sig mod Oprør i Almindelighed. Dernæst behandler han Spørgsmaalet om Rigsdage under Motto: »Jo flere Kokke, des værre Suppe.« Han tror, at Regenten, naar han vil, langt lettere kan træffe Forbedringer i Statsstyrelsen, og at den gode Vilje snarere vil træffes hos en Regent end hos et Rigsdagsflertal, hvoraf hver har sin Interesse og sine Familie- og Venskabsforbin­ delser, sine Standsfordomme osv., medens Regenten har liden eller ingen Fristelse til at skille sit Vel fra Statens; thi hans Magt, Anseelse og Velstand vokser jo med Rigets, og han har Ælren for, hvad der udgaar fra ham. Grundtvig har set Fædre­ landskærligheden meget virksom uden Rigsdage og tror ikke, at Sparsommeligheden i god Forstand bliver større med end uden dem- og navnlig tror han, at Rigsdagenes Sparsomme­ lighed vilde komme frem, hvor der er Tale om at give Penge ud til aandelige Øjemed. Endelig tror han det umuligt at skrive en Valglov, der skaffer Rigsdagen de bedste Mænd. De, der betaler bedst og taler, som Ørerne klør, vil have de bedste Udsigter til at blive valgte. Og aldrig har nogen Ene­ voldskonge tragtet heftigere efter Enevoldsmagten, end det er Rigsdagenes Sædvane. En oplyst Enevælde med fuldstæn­ dig Trykkefrihed var lige til 1848 Grundtvigt politiske Ideal. Og paa det varmeste anbefalede han Slesvigernes Selvbe­ stemmelsesret, selv om de — hvad han da ansaa for sandsyn­ ligt — valgte Forbindelsen med Holsten. Derefter fulgte hans folkelige literære Storværker: » N o r d e n s M y t o l o g i 183 2 « og » H a a n d b o g i Ve r ­ d e n s h i s t o r i e n « ( 1833 — 1836 — 1843 ). Det er disse Vær­ ker, der særlig indeholder, hvad han selv kalder sin »historisk­ poetiske« Anskuelse. Som Grundtræk i denne kan fremhæves, at saavel hele Menneskeslægtens som hvert enkelt Folks Levnedsløb maa ligne det enkelte Menneskes; at ligesom dette har sine for­ skellige Aldere: Barndom, Ungdom, Manddom og Alderdom, saaledes er det ogsaa med Folkeslagene og med hele Menne­ skeslægten. Og saaledes maa det jo være, da Menneske­ slægten saavel som hvert enkelt Folk er Samlinger af Enkelt- mænd, og Naturen fornuftigvis udvikler sig efter de samme Love i det hele som i det enkelte. Denne Paastand har jo ogsaa tit været fremsat og brugt til øjeblikkelig Belysning; men Grundtvig er vistnok den første, der i sin historiske Granskning fastholder dette Billede fra først til sidst og