NFSGrundtvig_1923

151 Mennesker begyndt at holde »gudelige Forsamlinger« i hans Ven Lindbergs Bolig »Lille Rolighed« ved Kalkbrænderiet; Møderne lededes af Lindberg og Flensborgeren Siemonsen, Kateket ved den tyske Kirke paa Kristianshavn. Da Grundt­ vig kom hjem fra England, fraraadede han disse Forsamlin­ ger, fordi Kirkehistorien havde lært ham, at saadanne gude­ lige Forsamlinger »næsten uundgaaeligt fører til et selvgjort Menighedsliv med en selvgjort Hellighed, der intet har med Kristus at gøre«; men han gik ind paa, at Deltagerne maatte indgaa til Kongen med Bøn om, at de »uden Bekostning eller nogen Besværing for Staten« maatte oprette en fri dansk­ tysk Menighed med ham og Siemonsen som Præster. 160 Mænd og Familiefædre indgik da i November 1831 med en saadan Begæring, men fik den 2. Februar 1832 et rent Afslag. Saa gik Grundtvig til Kancellipræsident Stemann for at prøve, om han dog ikke kunde faa en Kirke at prædike i for frie Tilhørere, Stemann lo ad hans Lovtaler over aande­ lig Frihed og sagde, at naar det var ham saa meget om at gøre at komme til at prædike, saa skulde han have beholdt den Kirke, han havde; nu var der intet at gøre. Grundtvig henledte da Ministerens Opmærksomhed paa de gudelige For­ samlinger, som han vidste, Stemann hadede, og sagde med Eftertryk, at hvis man nægtede ham en Prædikestol, vilde han ikke længere fraraade de gudelige Forsamlinger. »Det er der heller ingen, der har bedt Dem om,« svarede Stemann barsk. »Naar de gudelige Forsamlinger holder sig Lovene efterrettelige, er de mig ganske ligegyldige.« Grundtvig sagde da, at han for Fremtiden nok skulde vogte sig for at fra­ raade, hvad Kancellipræsidenten fandt uskyldigt. »Det er intet og bliver intet til,« sagde Stemann. »Jo,« svarede Grundtvig, »det er noget og skal blive til noget.« Saa mødte Grundtvig næste Søndag (Septuagesima 1832 ) i Forsamlingen og holdt en dæmpende og beroligende Præ­ diken, hvori han bad dem betænke, at de ikke levede for at holde Forsamlinger, men samledes for at leve; at naar de selv vilde beholde, bekende og forplante deres Tro, ikke have deres Børn afvendte fra den og nødig udskældes, afskyes eller hades for den, da maatte de ogsaa lade andre beholde, be­ kende og forplante deres uden at hade eller sky dem derfor. De maatte nemlig gaa ud fra, at selv om de andres Tro var vrang, troede de dog selv, den var ret. — Trods den kende­ lige Alvor, hvormed Forsamlingen hørte paa hans Prædiken,