NFSGrundtvig_1923

171 hed maatte faa (eller beholde) Ret til at forkaste den Præst, Regeringen eller andre Kaldsavtoriteter sendte dem. Spørgs- maalet giver ham Anledning til at hævde, at ingen Regering er saa lykkelig som den danske, der kan haandhæve sin Statskirke, bevare sin Indflydelse paa Embedsbesættelser og dog tilfredsstille enhver kirkelig Trang, naar den blot vil l ø s e S o g n e b a a n d e t . Det næste Brev skildrer et 14 Dages Besøg i Oxford, hvor han først giver en levende, meget morsom Skildring af en Universitetsfest, han havde været med til, hvor Studen­ terne fra Galleriet (Salen var fyldt med Damer og lærde) efter en hævdvunden Skik eller Uskik paa en støjende Maade gav Bifald eller Mishag til Kende, og hvor de navnlig larmede saa voldsomt, da Professoren i Poesi skulde holde en latinsk Tale, at man ikke kunde høre et Ord af Talen, men kun saa Manden staa og gøre Grimacer. Ved en stadselig Frokost bagefter tog Grundtvig Ordet og sagde, at han aldrig med saa megen Fryd havde hørt en latinsk akademisk Tale. Den havde mindet ham om H e f æ s t o s (Klassiciteten, sort af Blæk), det halt paa begge Ben bød Nektar omkring ved Gudernes Taffel i Stedet for Hebe (Modersmaalet), og da lo de lærde Fædre som alle Guder paa Olymp; Damerne burde iøvrigt, sagde han til dem, for længe siden have vænnet de lærde af med at tale Latin. Hovedsagen for ham under Opholdet i Oxford var imid­ lertid at komme grundigt ind i den aandelige Bevægelse, der var vakt i den engelske Kirke ved N e w m a n og P u s e y , og med dem havde han flere og indgaaende Samtaler. Han skriver, at den biskoppelige Kirke i England egentlig altid har været en Modsigelse. Paa den ene Side har den bevaret det uafbrudte Bispedømme og den dybe Ærbødighed for den apostolske Trosbekendelse og den oprindelige Kristendom, der gør den langt mere kirkehistorisk end nogen anden protestantisk Kirkeafdeling; men paa den anden Side er dens Betragtning af Sakramenterne, Korsets Tegn, Alter- og Kirkeskikke rent kalvinistisk, idet den med Hensyn hertil vil have alt bevist og udledt af Skriften. Denne baade løjerlige og sørgelige Ortodoksi, der lastede Katolikkerne for, hvad den gjorde selv, og roste Kalvinismen for, hvad den ikke vilde rette sig efter, havde altid haft sit Hovedsæde i Oxford, men blev i det 18de Aarhundrede næsten fortrængt af en kalvinistisk Prædiken, der udgik fra Cambridge; og imod

Made with