NFSGrundtvig_1923

Jeg tumled som Pogen, mig sidder paa Skød, men tav, naar fra Krogen: »O, J e s u!« det lød:

» F o r l a d f o r d i n P i n e m i g S y n d e r n e m i n e , f r e l s m i g f r a d e n e v i g e D ø d

Med H jertet paa Tunge, med Bogen paa Skød, med Trang til at sjunge, som Ordene lød,

med værkende Lænder, i Svaghedens Baand, med rystende Hænder, i Fædrenes Aand sang højt M a g d a l e n e med Toner fuldrene med Taarer den Salme saa skøn.

Den gamle i Gaarde fuldgod mod de smaa, hvem ej med det haarde man fik over Straa, som, før man det troede, fra bister blev mild og gik med det gode da gerne i Ild,

saa trofast som Guldet, Goldammen til Kuldet, hvoraf jeg med Asken kom sidst.

Min Fader, Gud glæde hans Sjæl i sit Kor! Han ingen lod græde for Brød ved sit Bord; ej døde Moraler sin Afkom han gav, men levende Taler,

naar Krøbling ved Stav, naar Flokken om Bænken, naar Hunden i Lænken rundhaandet han selv kom i Hu.

Der døde den gamle, da alt jeg var stor, for stor til at samle de fyndige Ord, de Vendinger snilde, de mange Bække smaa