NFSGrundtvig_1923

33

bag mig den venlige Gaard med sine Mure saa hvide kranset af Skovene staar lunt under Bakkernes Side, lys mod det bølgende Hav; mellem de Lande saa skønne flyder det rolige Vand, dejlig sig Øerne grønne løfte i blaalige Strand; Træerne stande saa stille, Fuglene tie saa kvær, dog monne Smaabølger trille, afbilde Tidernes Færd.«

I kirkelig Henseende var det paa Langeland som i det øvrige Land: rationalistiske Præster og tomme Kirker. Grundtvig var selv ikke videre; naar han prædikede for sin Ven, Pastor Graae i Bøstrup, talte han efter sin egen Er­ klæring nok saa dejligt om Dyder og Laster, Fugle og Blomster; men Kristendom i strengere Forstand var der ikke i hans Taler. Han siger om sig selv, at han var en Fari­ sæer af den strengeste Slags. Med de strenge Begreber, han havde om Sædelighed, maatte det være ham i højeste Grad ydmygende og pinligt, at han maatte tilstaa for sig selv, at han havde fattet Kær­ lighed af almindelig menneskelig Art til den unge, smukke og livlige Frue i Huset, Konstance de Steensen-Leth, med hvem han læste ældre og nyere Digteres Værker: Shake- speares, Goethes, Schillers og Øhlenschlægers, og med hvem han havde en Mængde aandrige, livliglette og alvorlige Sam­ taler, hvori den unge Præstekone, Fru Graae, tit var tredje Deltager. At Grundtvig var sig bevidst, at den unge Præste­ datter paa Falster med Længsel og Spænding ventede paa ham, gjorde naturligvis dette Forhold endnu tungere for hans Samvittighed. I et Brev til sin Ven C. M o l b e c h skrev Grundtvig i Maj 1808 herom: »Jeg saa en Kvinde, og jeg, Kærlighedens koldeste, bitreste Spotter, elskede i første Nu saa dybt, saa glødende, som det er en dødelig muligt. Oldtiden svandt bort for mit Øje eller rettere sammenvokste med den Nutid, der fremtraadte i min elskede. Ja, jeg har levet, levet i denne Verden og omfattet alt omkring mig med Kærlighed, fordi alt synes at være til for den enes Skyld og dreje sig om det ene Punkt, hvori mine Ideer og Følelser forenede Rosendal: N. F. S. Grundtvig. 3