NFSGrundtvig_1923

34 sig. Dog, kort var denne Salighed; thi jeg behøvede blot at vide, jeg elskede, for at blive saa ulykkelig, jeg kunde blive. De borgerlige Forhold stod som en uoverstigelig Mur imellem os, og Naturen havde desuden befæstet et svælgende Dyb mellem vore Væsener. — O, hvor har jeg ikke kæmpet mod denne frembrydende, voksende Lidenskab! Med hvilken Magt har jeg ikke nedtvunget min Sjæl i de mest anstrengende Sysler for at dæmpe Stormen, der raser i mit Indre! Dog, alt var forgæves, det var som om Mennesket med sin Haand vilde dæmme for den susende Bjergstrøm. Aar henrandt, og svag hensank jeg i det mørkeste Tungsind! Ak, jeg vandrede mørke, vildsomme Stier; thi jeg havde intet Hjem. Denne Verden var lukket for mig, og min Aand manglede Kraft, ja — hvad mere er — Lyst til at skabe sig en ny.« I sin Dagbog talte han fortroligt med sig selv derom: »Jeg kom her. Jeg læste i den hulde Kvindes Øje, og hvad var al Verdens Bøger imod det? Hvad kunde jeg i dem faa at vide, der var mig saa kært som Synet af hendes paa mig med Ømhed hvilende Blik? Hvad var Læsning og Tale mod tavs Stirren paa den hulde? Det, som den matte Lampe er mod den straalende Sol.« »Hvad var min højeste Triumf selv som Forfatteres ypperste mod et sagte Tryk af hendes Haand, ved hvilket hver min Gliedel (!) bævede af Fryd, ved hvilket en Himmel af Salighed syntes at gyde sig fra hver hendes Fingerspidse i mit aabne, svælgende Bryst!« Han var, som han selv senere skrev, »bleven saaret paa det ømme Sted, hvormed alt det kommer op, der ligger dybest i os«. Og hans ulykkelige, forbudne og ubesvarede Kærlighed blev for ham en Indvielse til hans Digtergerning, der — som det er sagt med Rette — i alt Fald for en Del fik baade sin ejendommelige Styrke, sin Rækkevidde og sit Særpræg ved det rige Poesiens Væld, der brød frem fra den saarede Ungersvends Hjerte. Derom udtalte han sig mange Aar efter, da han efter Tilskyndelse af Molbech var kommen til at se tilbage paa sit svundne Liv: »Saa blandede nu end Minderne er fra Langeland og Egelykke, hvor jeg endog til Dels følte mig meget ulykkelig, saa er de dog saa rige og eventyrlige, at et Billede af dette Tidsrum i mit Liv, da alle Strenge berørtes, alle Kræfter vaagnede, og den old­ nordiske Livsanskuelse sammengærede med den kristelige, vilde være det mest poetiske, jeg kunde frembringe.«

Made with