NFSGrundtvig_1923

76

Lader du det længe bløde, sørger det sig brat til Døde. O, gid jeg dig standse kunde i det dyre Væddeløb; Vende dig til Bøgelunde og til Rosen i sit Svøb!

Men ak! end i Blod du kvæder, Skaren klapper, Barnet græder.« Ingemann svarede herpaa i et længere Digt, der først blev offentliggjort efter hans Død; heri siger han:

»Søg du ej mig at afvriste Sorg-Kamønens blanke Staal! Om det Runerne kan riste, ser vi først ved Livets Maal. Frygt ej, Staalet Barnet saarer, som du elsker i mit Bryst! Vel det græder, men dets Taarer smelter hen i salig Lyst.«

Han holdt imidlertid snart efter op med Tragediefabri­ kationen, rejste fra Foraaret 1818 til Efteraaret 1819 uden­ lands og kom hjem styrket og forfrisket paa Sjæl og Legeme. Grundtvig havde under hans Rejse sendt ham et 68 Vers langt Digt »K æ r n e m i n d e b 1a d e t«, og ved Hjemkom­ sten, da en større Vennekreds samledes med Ingemann, holdt Grundtvig en smuk Tale til ham og overrakte ham første Del af sin Oversættelse af Sakses Danmarkshistorie. Heri var en Tilskrift til »D e s o r t e R i d d e r e s S k j a 1d«, hvori han stillede Ingemann den Opgave, denne siden løste ved at skrive sine historiske Digte og Romaner:

»Her kommer Torkel Dane med Skaren, du har meldt, for paa hans Heltebane at følge Viduvelt. Jeg smedded, som jeg kunde, dem Sværd med Sagamalm; jeg skæfted nogenlunde de gamle Spyd med Alm; jeg stræbte paa det bedste at blanke Hjelm og Skjold: jeg udtog Rytterheste af Syvs og Laales Fold. En Hvirvel jeg paa Trommen med mine Stikker slaar