NFSGrundtvig_1923

94 Det forekom ham, at alt saa saa trøstesløst ud — ikke mindst Literaturen — , og derfor brød han sit Hoved med at udgrunde en Maade, hvorpaa han kunde frembringe en Smule Bevægelse paa Literaturens døde Hav. Han arbej­ dede da paa et Forsvarsskrift for Kristendommen, der skulde vise baade, hvor forsvarlig den er, og hvor uforsvarlig Lige­ gyldigheden over for den og Indvendingerne imod den er. Dette Arbejde var ganske vist ikke forgæves, da det afslørede ham Lunkenheden i hans eget Bryst og gav den sit Banesaar; men han kunde aldrig faa det efter Ønske, thi hvor tørt han end begyndte, blev det dog snart saa poetisk, at han fandt det uskikket til at vise sig paa det døde Hav; og filede han saa derpaa, til det blev blankt og klart, saa var Aan­ den borte. Han følte imidlertid med Glæde, at han under dette Arbejde var bleven levende igen, at Natten var ved at ud­ rinde, og Morgenen at oprinde. Og i denne Stemning mod­ tog han Ingemanns » V a l d e m a r d e n S t o r e o g h a n s M æ n d«, der voldte ham en stor Glæde som et dansk histo­ risk Ord, hvortil der i mange Tider ikke havde lydt Mage, en Helteopstandelse, Begyndelsen til en ny Række af det danske Hjertes Heltegerninger. Vel havde Grundtvig sine Indvendinger mod Digtet, navnlig da mod Skildringen af Sakse, der jo var skildret som en »naragtig Pedant«, og han bebrejdede Ingemann denne Skildring i stærke Ord og hæv­ dede, at Ingemann skyldte Sakse den Æresoprejsning, som han ogsaa gav ham i » V a l d e m a r S e j r « . Men da Molbech i »Nyt Aftenblad« havde skrevet en meget nedsættende An­ meldelse af Ingemanns Digt, skrev Grundtvig et bidende ironisk » T r ø s t e b r e v i S o r g e n o v e r K o n g V a l d e ­ m a r o g h a n s Mæ n d « . Heri takker han Molbech, fordi denne selv intet Epos har skrevet, og fordi han har heglet løs paa Ingemann, uagtet han jo veed, at det ikke nytter det aller­ mindste, idet Ingemann jo vil le ad den velgrundede Kritik og sige, at han med sit Digt har naaet, hvad han vilde: skrevet en episk Idyl, som de lærde kunde give hvad Navn de vilde; thi

»hvad rager mig en Smule Navn. Jeg sjunger kun til Lyst og Gavn for dem, der føler med de smaa, at Navnet gør kun lidt til Kvadet, saa naar man Bogen kan forstaa, man blæser kun ad Titelbladet.«