591762745

22

Stol«. Jeg forestillede ham da, at Hs. Maj. selv havde tilladt mig at samle saadanne almindelig bekjendte hi­ storiske Stykker fra de kgl. Slotte, og at jeg selvfølgelig, forsaavidt Stolen, hvad jeg efter Odense Slots Rømning maatte formode, var kommet hertil, vilde have forelagt mit Andragende om dens Afgivelse til Rosenborg for Hs. Maj. til allerhøieste Resolution. Havde jeg handlet urigtig i at benytte Hs. Maj. tidligere naadige Tilladelse, bad jeg Hs. Maj. tilgive min Misforstaaelse. Kongen svarede: »er det det Hele, ja saa kom nu og sæt Dem ned, lad os tale om Andet«. I det Samme traadte Grevinden,' som havde luret ved den halv- aabne Døry ind i Værelset og bød mig særdeles venli g:, »Velkommen til Frederiksborg«. Men Stolen fik jeg aldrig, og fra det Øieblik betragtede hun mig som en mistænkelig Person, med hvem hun maatte holde skarpt Udkig, hvori hun ogsaa fra en anden Side snart skulde blive bestyrket. Den Mand, som egentlig ganske en passant havde talt til mig om den oftnævnte Stol, var Hofinspecteur, Justitsraad Sally, Levetzaus Secretær, der endnu paa den Tid var velvillig sindet imod mig og Rosenborg- Samlingen. Jeg hørte senere, at man havde havt Mistanke netop til ham, som havde ført Odense-Sagerne herover, og at han strax, hvis jeg havde røbet ham, skulde have havt Afsked, da Grevinden, som begyndte at. føle sig ængstelig ved Fengers truende Statsinven- tarie-Commission (der definitivt nedsattes 1860), vilde statuere et Exempel. Havde Sally vidst, at jeg saa­ ledes havde reddet ham, vilde han maaskee neppe der­ efter have stillet sig til mig, som han gjorde. Hans Vrede imod mig opstod’ deraf, at jeg ikke havde kunnet bevirke, at Krieger bevilgede ham et Extra- honorar for hans Deelagtighed i Rosenborg-Sam