JPMynster

85 Klimaets Virkning paa disse Steder). — Nej, det, som trænger til Forklaring, er Følgende: Hvorledes gik det til, at den højtbegavede Yngling «Saul» (d. e. den senere Panlus) med sin udmærkede, jødisk-theologiske Dan­ nelse, h a n , som var nidkær for Moselov*), ildfuld i sin Tro paa Opfyldelsen af sit Folks Haab, han, som rasede over, at Nogen vovede at tro, at den Usling, som nys havde lidt en skændig, men retfærdig Død, fordi han udgav sig for Jødernes ventede Messias, virkelig var det — hvorledes gik det til, spørger jeg, at h a n som en ung, fyrig Hingst paa Løbebanen bliver greben af en usynlig, overstærk Haand og tvungen ind paa et helt modsat Løb? — Thi man svare mig ikke, at hans Lærer Gamaliels filosofisk-rolige Betragtning af hin Tids religiøse Bevægelser har virket forberedende paa Disciplen, saa denne ogsaa senere er kommen til at se den ny Tro fra et mere upartisk Standpunkt. Sligt er jo aldeles utroligt efter, hvad vi historisk kan vide om Paulus’ Naturel. Ejheller fortælle man mig, at Stefanus’ Helgenaasyn og Martyrblik har sjæleslaaet Paulus. Apostelhistoriens Forfatter, Paulus’ Discipel «Lægen» Lukas, hævder udtrykkelig, at «Saul fandt Velbehag i Stefanus’ Aflivelse» **). Nej, herfra ingen Paavirkning. «Savl stræbte (fremdeles) at lægge den kristne Menighed øde***) og aandede kun Trusel og Mord mod Herrens Disciplef). Da træder den opstandne Kristus ham selv i Mødef f) og gør ham i et mirakuløst Moment fra sin bitre Fjende til sin trofaste Apostel. H e r re n væ lg e r se lv he r. De Elleves Valg af Mat­ thias i Stedet for Forræderen Judas synes at have været uden Betydning. Fra dette Øjeblik er Paulus

*) Brev t. Filippenserne III, 5—7. **) Acta VII, 60. ***) Smst. VIII, 3. t) IX, 1. f f ) 1ste Brev t. Kor. IX, 1 og XV, 9.