JPMynster

89 Ædruelighed ved hans Forskning. I saa Henseende danner han en afgjort Modsætning til den tyske Kri­ tiker Strausz og hans Efterfølgere. S tr a u s z gaar (som bekendt) ud fra en filosofisk Idé, og denne Idé lader han saa antage hin «Virke­ lighed», som skal kaldes Kristus og hans Historie. Idéen er den, at det er umuligt, at «de Egenskaber og Funktioner, som Kirkelæren tillægger Kristus, kan for­ enes i ét Individ; thi de modsige sig selv. Derimod harmonere de fuldkomment i S læ g te n s Idé». M e n ­ n e s k e s læ g te n , den a a b e n b a r e r G u d s id é e n ; det er den, der har Aanden til Fader og Naturen til Moder. Den gør Mirakler, idet den underlægger sig Naturen og lader dens Kræfter træde i sin Tjeneste. Slægten som saadan, den aflæsser Synderne paa det enkelte Menneske; selv gaar den (som en syndefri Kristus) ud­ over, bort over Mennesket. Slægten gaar under i hvert enkelt Led, men opstaar igen i forklaret Skikkelse i et senere*). Troen paa denne (metafysiske) Død og Opstandelse «retfærdiggør Mennesket», idet det ved fuldt og helt at gaa op i Slægtens Liv optager dens Idé i sig. — Med denne filosofiske Frase trøster Strausz Læseren, naar denne er kommen til Ende med hans berømte (eller, om man vil, berygtede) to Binds Værk, «Jesu Liv». Kristi Liv bliver da at betragte som en M y th e , der har udviklet sig som enhver anden, d. v. s. en reli­ gionsfilosofisk Tanke, der har antaget V irk e lig h e d i M e n n e s k e ts A an d , og derfor som saadan kan have sin kulturelle Betydning, men ikke har nogen historisk Virkelighed. — Men skal historiske Positiviteter gøres til Virkninger af den menneskelige Aands Trang til

*) Aldeles i Overensstemmelse med Mesteren Hegels dialektiske Anskuelse: Begrebet poneres — negeres — og reagerer igen med sit Første for sammen med dette at gaa op i en højere In h id .