JPMynster

98 1860*): «Mynster stræber at faststille det historisk Givne, at bemægtige sig det i alle Retninger; ingen uberettiget Skepsis, ingen indgroet Fordom formaar at forvirre ham. Hans Kombinationsevne er udmærket: Tid og Sted, Verdens daværende Tilstand, de tilsyne­ ladende tilfældige Begivenheder, samt langtfra hentede, men dog sikre Oplysninger, maa understøtte Forsk­ ningen. Den for Kritikeren og Historikeren saa nød­ vendige Intuition kommer til. Probabilitetsgrunde for­ agter han ikke, men støtter ikke Mere derpaa end, hvad støttes kan. Han oversér ingen opkastet Tvivl, men behandler enhver saadan efter dens virkelige Be­ tydning; ogsaa her maa Historien holde Faklen for ham. Først d a drager han sine Slutninger. Der er noget Sundt, Stærkt, Robust over Mynsters Kritik. Man studser ofte ved at blive kaldt til Vidne paa, at Mod­ standerne have sluttet falsk, fordi de have stirret sig blinde.» Dog tilføjer Rudelbach med Hensyn til Frag­ menterne, at det ikke kan nægtes, at Mynster i en altfor sén Alder tog fat paa Udarbejdelsen af Oldtidens Kirkehistorie: «det Bedre synes her at have været en Fjende af det Gode». «Nu var Ungdommens impetus borte og Manddommens vigueur for en Del hensvunden. Vel er meget Respektabelt præsteret i hine Afhandlinger, og det Mynsterske ingenium har sat sit Spor; men Stoffet har tilsidst overvældet ham»**).

Jeg har tidligere paa disse Blade hævdet, at da Mynster i hin Overgangsalder, hvor Ynglingen bliver til Mand, følte sig greben af en mægtig Aand, da var

*) II R. 5te B. **) Jvnfr. hermed Brev til Biskop Engelstoft Oktbr. 1852. A. S. 226.