JPMynster

99 denne i k k e den frembrydende Romantiks. Kun ét havde disse Aander tilfælles: den protesterende Kraft mod det Aarhundrede, der i dristigt Overmod mente at kunne slaa en Streg over, hvad forrige Sekler havde ydet. Det 18de Aarhundrede saa frem og ikke tilbage: bagved det (følte det sig overbevist om) var kun Van­ kundighed og Lysfjendskab. — Det er Romantikkens uvisnelige og maaske eneste, varige Fortjeneste, at den for stedse har hævdet henrundne Tiders Betydning for en nærværende. Men den Fortid, Romantikken i det 19de Aarhundredes Begyndelse saa tilbage til, var en Illusion; den har egenlig aldrig eksisteret: dens Oldtid og Middelalder laa væsenlig i Fantasiens Verden. Anderledes med den Aand, der greb den unge Mynster. Ogsaa den pegede tilbage til Fortiden og mindede om de Tider, der havde været; men det var en Sandhedens og Virkelighedens Aand, derfor førte den sin Neofyt tilbage til det, der havde historisk Realitet. Om ellers Nogen, havde Mynster været stedt i Oplysningstidens «Sturm und Drang»: -ved egen Dyg­ tighed og Kraft vilde han erobre sig sin Plads i Verden. Nu vendes hans Blik, og det ser tilbage mod Opvældet til den Kirke, hvis svorne Tjener han for Fremtiden vilde være. L u t h e r er i disse Aar atter og atter i hans Tanker. — Som Mynster forstod Paulus, saaledes forstod han nu ogsaa en anden af Herrens gode Mænd, den saksiske Bondesøn, vor ypperste Kirkefader. Thi var det dog ikke i samme Aand, om end ikke paa samme Viis, at de Begge havde søgt det Højeste? Havde ikke Begge ment at kunne tiltrodse sig Ære for Gud og Mennesker ved Gerningernes Retfærdighed? Maatte ikke Luthers Ord om hans aandelige Hjemsøgelse; «Jo mere jeg søgte og mente at komme Gud nærmere, desto længere kom jeg fra ham. Nej — han lader sig ikke finde saaledes, han vil være u fu n d e n for os, han maa selv først komme til os og hjemsøge os; ved vor 1*