JPMynster

100 Jagen og Løben lader han sig ikke gribe og fange» — maatte disse Ord ikke slaa Mynster med Selvoplevelsens M a g t? — 20. Septbr. 1806 skriver han til Fru Rahbek: «Lutlier er en af de meget Faa, som siger mig Noget, der synes mig Nyt — endog det Bekendteste og oftest Gentagne synes mig Nyt hos ham (i Stedet for ellers omvendt). Dette kommer vist nok deraf, at han aldrig har sagt et eneste Ord blot efter Andre, men har forsøgt Alt, hvad han sagde, først i sit eget herlige, fri og dybe Sind; derfor vidste han det saa sikkert og kunde sætte Alting derpaa. Af ham har jeg Meget at lære; thi hos ham gaar Alting ud paa vis og glad Besiddelse, o: T r o , i Stedet for at d en n y e re B e lig iø s ite t h a r t a b t sig s a a m eg e t i b lo t Læ n g ­ sel*). Det er mig derfor af stor Vigtighed ved enhver Ting, hvad Luther har lært derom, fordi jeg véd, hvilket fortræffeligt Menneske han var, og hvor nøje og inden i sig selv han prøvede, inden han lærte.» Men nu fik ogsaa den danske Kirkes gamle Orden og Regel saa vel som vort Folks lovhjemlede Bibel­ oversættelse en ganske anden Betydning for ham, end den hidtil havde haft. — Han harmes over Rational­ ismens Voldtægt af dens Ord, af dens Indhold og Sprogform; han kritiserer skarpt den oplyste Pavedom, der gaar langt videre end den romerske; thi vel for­ byder Curien Læsningen af de hellige Skrifter i Flæng; men Menighederne véd dog, at de Stykker, de faa Lov til at høre, forelæses i tro Oversættelse. Men den danske Menighed skal nu paatvinges Skriften i den Mening, hvori de rationalistiske Fortolkere behage at opfatte den. Den unge, vakte Præst ironiserer over Oplysningsmændenes Lamentationer over alle disse «orientalske eller barbariske Udtryk», og han hævder

*) d. e. den romantiske. — Udhævelserne af mig.