JPMynster

101 de gamle, billedrige og fyndigt klingende Ords Magt over Sjæl og Sans.*) — Men sine kristelige Væbnersporer vandt dog Mynster først og fremmest ved sit polemiske Indlæg mod Bi­ skop P. O. Bojsens « F o r s la g til en ny L itu rg i» . Mynster var aldrig og blev aldrig en blind Tilbeder af det Gamle. Han anerkendte Kampen mellem det Gamle og det Ny som en historisk Nødvendighed. «Kun Dorskhed eller Egennytte,» siger han 1809 i sit «Forsvar for fastsatte Prædiketekster» **), «afviser uden Betænkning det Nys Fordringer, som vil trænge ind, afskaffe det Forældede og Uduelige og forskønne og forbedre det menneskelige Liv, hvilket ikke ubevægeligt vil eller bør forblive stedse tvunget i de én Gang an- tagne Former. Men kun Letsindighed nægter ogsaa det Gamles Rettigheder, hvilket ikke blot, dybt og rod­ fæstet, vanskelig kan rokkes, men heller ikke bør vige for Alt, hvad de ny Tider kunne begynde; det anvender al sin velgrundede Magt for at vedligeholde det Gode, som én Gang er vundet; vil kun tillade, at dette fuld­ kommes, ikke at det uden Erstatning opløses. Den Skikkelse, hvori vore Forfædres Liv var dannet, var ikke vilkaarlig antaget, ikke et Øjebliks Værk; men fremgaaet af Folkets indre Natur, var det af dygtige Mennesker i Tidernes lange Række, under mange Slags Omstændigheder prøvet og uddannet . . . . Det m aa i d e t M in d s te f ø r s t f o r s t a a s . . . . Afskaffe vi det blot, fordi det forekommer os urimeligt, staa vi Fare for igen at maatte vende tilbage til det og atter tage det op, vi lod f a ld e ;» --------------Men i Biskop Bojsens Forslag til en ny Liturgi var der end ikke Tale 0111 den ringeste «Forstaaelse» af det Gamle; det Hele kan

*) Sé Recensionen af «Frosts almenforstaaelige Oversættelse af Pauli Breve», optaget i Bl. Skrifter I, 440. **) Bland. Skrifter I, 133.