JPMynster

102 kun betegnes som et flovt Forsøg paa at tillæmpe det 16de og 17de Aarhundredes Gudstjenesteskik efter det 18des sentimentale Forstandsmæssiglied. — Alt, hvad der kunde henregnes til theatralsk Væsen, var vor gamle, nationale Kirke imod. Saaledes finde vi i en Landemodsudtalelse fra 1578 angaaende Psalme- sangen følgende Ord: «1 alle danske Psalmer skal al­ deles undgaas en upassende og hofagtig Tone. De Hofmænds Klinchenoder lade ilde i Guds Ords Tje­ neste» *). Mynster, der følte sig besjælet af den Aand, i hvilken vor Kirke var reformeret, og som betragtede Bønnerne og Formularerne i vor gamle Alterbog som et ægte Udtryk for denne, havde længe med Uvilje været Vidne til det Effektjageri, som karakteriserede dem, der i Tyskland vilde «forbedre» den offenlige Gudstjeneste. I Gennembruddets Aar skriver han i sin Dagbog: «Provst Z. i Berlin har holdt en Jubelprædiken med musikalske Intermezzoer, hvoriblandt især et Kor af Børn gjorde Lykke. Sligt er en Daarlighed! thi det er umuligt, at Præsten (i det Mindste ofte) skal kunne hamle op med det, som vilde gøre et endnu stærkere Indtryk paa Sanserne. Og hvad der er det Værste: Kirken bliver til et Skuespilhus, en Samling for den elegante Verden i al dens Elegants. — Om saa skal være, da kom m e d e r k u n To e lle r T r e , m en de kom m e i J e s u Navn.» Med Indignation forudsaa han (hvad der fremgaar af senere Breve til F ru Bah- bek) at den danske Gudstjeneste snart skulde blive lyksaliggjort med Noviteter af den Art. Og da dette skete med Bojsens liturgiske Forslag, besluttede han at træde op derimod. Dette var sandelig en modig Handling; thi Biskop Bojsen var en Mand, der nød stor Yndest i sit Stift og var vel lidt af sine Kolleger, ikke mindst af den danske Kirkes Førstemand, Biskop

*) Engelstoft: Liturgiens Historie i Danmark S. 87.