JPMynster

104 vist 0111 , at det havde de 99 af hundrede Stemmer for sig. Man høre blot en Passus af den Kollekt, der har til Overskrift «Jesus i Gethsemane»: «Fader! Skøn er Din Jord og rig paa mange Glæder. Naar vi faa sunde og velskabte Børn, naar vi i stille huslig Kreds nyde Livets ægte Fryd; — naar ingen Trang og Sygdom rammer os; naar Krig og Dyrtid fjernes fra vor Bolig — da bøje vi os for Dig og bekende: Din Jord er skøn og rig paa mange Glæder! Ingen, Ingen maa klage. Her er mere Godt end Ondt. — Men dog paa denne Din Jord lide Mange, og Manges Hjerter bløde. De bløde, naar kært Barn dør i Moderens Arme, eller naar Moder og Fader kaldes fra Uopdragne — de bløde, naar Graven gemmer elsket Fader, og den efterladte Flok savner Hjælp, Trøst og Vejledning. De bløde, naar Misvækst rammer, Dyrtid kommer, og den stræb­ somme Fader ser sine Elskede lide Nød. Da — Fader! da trænge Dine Børn til Trøst. For at mindske Livets Sorger, for at trøste den Kummerfulde, for at lære ham at bære og taale med et gudhengivent Sind — sendte Du Din Søn, Jesus Kristus, til Verden. Tungt var hans Liv og fuldt af Sorger, indtil hans Øjne luktes. I Gethsemane runde hans Taarer . . . . » o. s. fr. — Dette skal være en Bøn for Alteret, der samler hele Menighedens fælles Andagt! — Mynsters Holdning lige overfor dette sentimentale Sludre-Litani er ret mærkelig. Han, den unge Mand og simple Landsbypræst, der for første Gang her træder frem for Offenligheden mod en Biskop og hele den Part af den danske Menighed, der havde Noget at sige, føler sig aabenbart trykket af Situationen: hans ellers klare, rene Stil er her ikke fri for kejtede Udtryk og Vendinger, og hans Udtalelser tabe undertiden deres Fynd paa Grund af den ubehjælpsomme Maade, han anbringer dem i sit Foredrag. Men svigter Formen ham en Gang imellem saa vel som den udvortes Sik