JPMynster

106 kup, derfor er Virkningen ikke den samme i en Kirke. — Kollekterne skulle synges knælende af Præsten. Man skulde dog ikke ødsle med dette Udtryk paa den dybeste Devotion. Men er det alligevel ikke urimeligt, at den, der skal høres af en stor Forsamling, helst skal lægge sig paa Knæ? Man forestille sig Præsten i denne Stilling foran Alteret syngende: «Hist kvidrer den lille Fugl en Lovsang til sin Skabers Pris! hvor den er underfuld dannet, hvor dens Bygning er ind­ rettet med Visdom! Vi sé Luftens glade Sanger» o. s. v. — Eller hvad tykkes man om en Bøn som denne: «Fader! Lær os at være f o r s ig tig e og at bruge de Midler, som f o r s t a n d i g e Læger anbefale . . . . Lad os ikke endnu mere udbrede Sygdommen ved U f o r s ig tig h e d og Uforstandighed. Lad os raadføre os med en fo r ­ n u f tig Læge og følge hans Raad!» — — Det saa mange Gange misbrugte Ord, den aldrig noksom paa- beraabte Moralitet, er ogsaa dette Skrifts Løsen. Det er vanskeligt at gribe dette glatte, versatile Væsen og holde det fast, medens man kan spørge det, af hvilken Aand det er. Kun disse Ord forarge man mig ikke: Er der i Menneskets Inderste ligesom tvende Gemakker, hvoraf det ene har til Overskrift Moralitet og det andet Religiøsitet? er det ene som en Arbejdsstue, det andet bestemt til Hvile? farer maaske Sindet fra det ene ind i det andet, søger sin Fred og finder den ingen Steder. Eller er der i Menneskets Indre kun én K ild e , som opvælder til et evigt Liv; bestaar Menneskets Styrke, Visdom og Fred kun i et e n e s te s t o r t Gode, som bringer den, der fandt det, evig Trøst? . . . . Hvad skal altsaa den Lærdom, der høres paa de hellige Steder? skal den helst stige ned, blive hængende i Menneskenes sædvanlige Forhold, snakke dem adskillige smukke Formaninger for 0111 denne eller hin enkelte Stilling, denne eller hin enkelte Dyd? eller skulde den ikke hellere hæve dem op til sig, til det Himmelske, at