JPMynster

109 Lærere! betænker dog vel dette: I saa mange Aar ere vi gaaede frem, og hvor meget! Hvor megen Oplysning er ikke udbredt, hvor er ikke Alt bleven praktisk-moralsk, smukt og populært under Eders Hænder — og alligevel klage I over, at Religiøsitet og Moral forsvinde under Eders Hænder. Thi sandt er det, vor Slægt mangler virkelig Gudsfrygt eller den Tænkemaade, hvorved m an g a a r frem m ed s ta d i g t H e n sy n til d e t Ev ige ; den mangler "virkelig Dyd eller den Kraft, som duer til noget Godt. I ere selv forandrede fra de forrige Tider; men ere I kun forandrede til det Bedre, hvorfor er det dog sket saa helt anderledes med dem, I skulle belære?» — Denne Mynsters første offenliggjorte Afhandling, der i vor religiøse Literatur indtager samme Plads som Oehlenschlågers Digte *af 1803 i vor poetiske, havde en med disse ikke ulig Skæbne. Nogle mente, at den unge Præst vel havde Ret i Meget, skønt han burde have udtrykt sig med større Hensynsfuldhed. {Det er Fejghedens sædvanlige Manér: man har Intet mod et Angreb paa Den og Den; dog vogter man sig vel for at stille sig paa Angriberens Side, men tager offenlig som privat tilbørlig Afstand fra ham). Men den dygtigste af vore rationalistiske Præster, H. G. Clausen, der ellers ingenlunde var enig med sin Ven, -Biskop Bojsen, kaldte Mynster «en Obskurant, der ønskede at opnaa et godt Præstekald.» Biskop Balle gav ham ved en Provsteindsættelse en ikke utydelig Reprimande. Jonas Rein kaldte ham spotvis «Døberen». Ja, selv den venskabeligsindede men desorienterede Rahbek satte ham i Klasse med den norske Lægprædi­ kant Hans Hauge*). — Derimod kunde Mynster glæde sig ved saa selvstændige Mænds Samstemning som J. N. Bruuns og B. G. Niebuhrs. Den energiske og

*) Fr. Schmidts Dagbøger 1868, S. 65.