JPMynster

110 myndige Bergenserbisp sendte ham sine Ordinations­ taler, ledsagede af en Takskrivelse; og den store, h i­ storiske Kritiker (der desværre netop paa den Tid skulde gaa tabt for Danmark), ydede ham mundlig og i senere udgivne Breve sin dybeste Sympathi. Imidlertid gik Mynster sin rolige Gang ude i Spjellerup, passede sin Præstegerning og varetog sit Prædikeembede. Hvor kært og vigtigt dette var blevet ham, efter at Kristendommens Sandhed var opgaaet for ham i fuld Klarhed, ser man af den mærkelige Afhandling «Om d e n K u n s t a t p ræ d ik e » , som han efter nogle Aars Forløb oplæste paa Roskilde Landemode. Ogsaa her vare vel Meningerne om hans pastorale Udtalelser delte; men paa adskillige af Tilhørerne gjorde de et stærkt Indtryk. «Ja, han har ogsaa rejst uden Lands,» hviskedes der mellem nogle af de Til­ stedeværende. Uden Lands havde nu vist nok Mynster ikke været, og han kom gennem hele sit lange Liv saa godt som ikke til at rejse; men udenfor den Verden, i hvilken vi Mennesker til dagligdags kredse, havde han ganske vist været. Og det er da ogsaa derfra han har hentet den Grundtone, som klinger gennem hin Afhandling saa vel som gennem de omtrent samtidig udgivne « P ræ d ik e n e r» , hans f ø r s te S am lin g af den Art.*) Prædikenen, siger han, skal ikke først og fremmest være en Undervisning (som de rationalistiske Præster, der yndede at kalde sig «Folkelærere», vilde have). Den skal ikke være blot forstandsmæssig og endnu mindre sentimental; den skal først og fremmest udgaa fra Hjertets Dyb og beaandes af dets Varme. Og ved Hjertet forstaar han ikke «denne Kødklump i Legemets venstre Side», men «Livets og Følelsens Midtpunkt, det Inderste i Mennesket, der ikke kan tænkes adskilt fra Tanke og Bevidsthed». Dernæst skal Prædikenen

*) Fortalen er dateret: Dcbr. 1809.