JPMynster

111 vel ikke være blot Deklamation eller Veltalenhedsprodukt. Men fordi Veltalenheden kan misbruges, og den gamle Vismand Aristoteles derfor har et ondt Øje til dens Overtalelsesmidler, bør den ikke forkastes. «1 d e t H e le ta g e t b u r d e E n h v e r f a t t e M is ta n k e til egen I n d s ig t, n a a r n o g e n v æ s e n lig G ren a f den m e n ­ n e s k e lig e S jæ ls V ir k s om h e d f o r e k o m m e r h am m is tæ n k e lig » . Den verdslige Rhetoriks Regler bør udnyttes til Fordel for den gejstlige Veltalenhed; disse skulle give Prædikenen den Orden og Klarhed, som ingenlunde kan undværes, selv om Tilhørerne aldrig tør blive opmærksomme paa det Arbejde, Prædikanten har anvendt for at tilvejebringe disse sin Tales Egen­ skaber. Men Drivhjulet i den kristne Præsts Forkyn­ delse maa hans faste, sikre Tro være; mangler den, hjælper al Kunst intet. Derfor polemiserer Mynster i skarpe og prægnante Udtryk mod den vantro Filosofis Anmasselser lige overfor den positive Kristendom. Og derpaa slutter han med disse inderlige Ord til sine lyttende Embedsbrødre: «Lader os da, i det vi prædike Kristendommen, ogsaa anvende den paa selve denne vor Gerning og altsaa gøre den med Troskab, Ydmyghed og Tillid. Vort Embede er ikke: én eller anden Gang at træde frem for at vække Beundring ved vor Tales Kunst; ikke os selv, men h am , der sendte os, skulle vi præ­ dike, med fortsat Bestræbelse, for glimrende Forsam ­ linger uden Frygt og for ringe Mennesker uden Fo r­ sømmelse. Og, os bevidste om dette hellige Ærinde og om den Troskab, hvormed vi have besluttet at op­ ofre os dertil, lader os ikke misunde Andre deres maa- ske langt mere afvekslende, langt mere hædrede Syssel; men glade gaa til den stille Kirke, tilfredse, 0111 vi end kun finde faa Gudfrygtige deri, nøjsomme, 0111 end d e t, vi kunne udrette, er saa Lidt mod det, vi ønskede; men da tillige med den sikreste Tillid til, at hvad der